Nye aftaler om dine sensordata på vej

Sent fredag kom en vigtig afklaring af reglerne for brug af data fra sensorer og insulinpumper. Det betyder, at vejen nu er banet for, at forsøgsordningen med sensorer til mennesker med type 2-diabetes kan gå i gang.

Person med sensor og telefon
10. januar 2026 | Af Gitte Laasby [email protected]

I mange måneder har myndigheder og teknologi-producenter diskuteret, hvordan data fra sensorer og insulinpumper må bruges, opbevares og deles. Det har forsinket forsøgsordningen med sensorer til type 2-diabetes. De første skulle ellers have haft sensorer på i begyndelsen af 2025.

Sent fredag meldte Danske Regioner ud, at man nu har fundet en løsning.

– Det er rigtig godt, at der nu endelig er kommet klarhed, siger Eva Tingkær, vicedirektør i Diabetesforeningen.

– Vi har længe presset på for at få startet forsøgsordningen, så vi er glade for, at der nu ikke er flere hindringer for at komme i gang.

Forsøg sat på pause

Ifølge aftalen om forsøgsordningen skulle 4.400 mennesker med type 2-diabetes, der tager insulin, tilbydes en sensor i 2025 og 2026. Men forsøget blev sat på pause.

Myndighederne har endnu ikke meldt en dato ud for, hvornår forsøgsordningen kan gå i gang. Indenrigs- og Sundhedsministeriet siger, at de regner med, at de første sensorer nok kan udleveres efter sommerferien i 2026.

– Vi presser på for, at det kan komme i gang så hurtigt som muligt. Mange mennesker har længe ventet på muligheden for en sensor, der kan forbedre livet med diabetes markant, siger Eva Tingkær.

Forsøgsordningen er et vigtigt skridt i kampen for en permanent ordning med sensorer til mennesker med type 2-diabetes, der tager insulin. Det er, fordi sensorer giver bedre mulighed for at holde styr på blodsukkeret. Det reducerer risikoen for alvorlige følgesygdomme.

Klare rammer for, hvem der har ansvar for dine data

Uklarheden om reglerne for databeskyttelse har ikke haft nogen konkret betydning for mennesker med diabetes, der bruger sensor eller insulinpumpe. Det får opklaringen umiddelbart heller ikke.

Alle, der bruger sensor eller insulinpumpe, vil kunne fortsætte med at bruge udstyret helt som i dag. I løbet af det næste års tid vil regionerne og producenterne af udstyret så indgå opdaterede aftaler om, hvordan de opbevarer, bruger og deler data fra diabetesudstyr.

Blandt andet vil brugerne få mulighed for at bestemme, om producenterne må bruge deres data til at gøre teknologien bedre.

Du kan fortsætte med at bruge din diabetesteknologi 

For dem, der bruger sensor eller pumpe, fortsætter alt som hidtil. Du skal ikke foretage dig noget. 

– Sensorer og pumper er vigtige behandlingsredskaber for mange. Derfor er vi glade for, at myndighederne nu har fået en afklaring på, hvem der har ansvar for hvad, så vi er sikre på, at data bliver brugt på en lovlig og ansvarlig måde, siger Eva Tingkær.

Tvivlen om reglerne opstod i forbindelse med et udbud, hvor producenterne af teknologien bød på aftaler om at sælge deres teknologi til regionerne. Nu er myndigheder og producenter enige om, hvordan reglerne skal tilpasses.

Hvis du har spørgsmål om data, anbefaler vi, at du kontakter dit behandlingssted. 

Mere information på vej – og hjælp at hente nu

Danske Regioner har oplyst, at de vil give mere information om, hvad reglerne kommer til at betyde for patienterne, på hjemmesider og til behandlerne i regionerne. 

Allerede nu kan du læse vores Q&A om datasikkerhed og diabetesudstyr, hvor vi svarer på de mest almindelige spørgsmål.

Har du flere spørgsmål, kan du ringe til Diabetesrådgiverne på telefon 63 12 14 16 eller skrive til dem her.