Nye rettigheder til mennesker med type 2-diabetes er vigtigt nybrud

Som noget nyt får mennesker med type 2-diabetes nu patientrettigheder. De giver ret til en personlig behandlingsplan og hurtig adgang til støtte som kostvejledning og motion fra 2028, når kronikerpakken for type 2-diabetes sættes i søen. Det betyder, at man ikke længere skal løbe spidsrod alene i systemet

Claus Richter med kronikerpakke til Diabetesforeningen
24. januar 2026 | Af Gitte Laasby [email protected]

Når man får konstateret type 2-diabetes, kan det føles overvældende. Mange oplever, at de selv skal finde rundt i systemet, eller at hjælpen kommer for sent. Det skal ændre sig nu. 

En ny politisk aftale giver for første gang mennesker med type 2-diabetes klare rettigheder til hjælp og støtte. Det er et historisk gennembrud, siger Diabetesforeningen, der længe har kæmpet for sagen.

– Alt for mange har i årevis stået alene med deres sygdom – uden overblik, uden støtte og uden sammenhæng. Det gør aftalen op med, siger Claus Richter, adm. direktør i Diabetesforeningen.

Det får du ret til

Med den nye aftale får du ret til

  • en personlig behandlingsplan – senest 30 dage efter diagnosen
  • adgang til hjælp og støtte, f.eks. kostvejledning, motion, kurser i at forstå dit blodsukker og hjælp med at forstå sygdommen – senest 21 dage efter din læge har henvist dig.

Planen bliver digital og kan ses både af dig og de sundhedsfolk, der hjælper dig. Den viser blandt andet dine mål, prøvesvar og henvisninger. 

En plan, der giver tryghed og overblik

Det er din egen læge, der har ansvaret for at sætte dit forløb i gang. Du skal ikke selv bede om en behandlingsplan.

Lægen skal udarbejde behandlingsplanen, følge op og justere behandlingen og koordinere med f.eks. din fodterapeut, øjenlæge og kommune. 

– Når man får støtte og viden fra begyndelsen, er det lettere at leve godt med type 2-diabetes – og undgå alvorlige følgesygdomme, siger Claus Richter.

Ved opstart vurderer lægen, hvor meget støtte du har brug for. Nogle har brug for mere hjælp end andre. Det tager den nye model højde for. 

Hvad med dem, der allerede har type 2-diabetes?

Rettighederne starter i 2028. De gælder både dem, der får diagnosen type 2-diabetes fra 2028 og dem, der allerede har type 2-diabetes. Dem, der allerede har sygdommen, får en behandlingsplan, efterhånden som de kommer til kontrol hos deres læge.

– Det er aldrig for sent at få bedre støtte, siger Claus Richter.

Har du spørgsmål?

Har du brug for hjælp til, hvilken støtte du kan få til din type 2-diabetes allerede nu? Ring til Diabetesforeningens rådgivere på telefon 63 12 14 16.