DILEMMA

Jeg er dybt påvirket af en besværlig proces med kommunen om at få godkendt en sensor

Jeg har type 1-diabetes og bør måle mit blodsukker mange gange om dagen. Det kan jeg bare ikke, da jeg arbejder som kok og derfor altid har et eller andet på hænderne og arbejder i et højt tempo. Jeg bor i en af de regioner, der ikke kan finde pengene frem til sensorer før om et par år. Jeg står ikke først på listen til at være en af de første heldige. Derfor har jeg kastet mig ud i at søge om den selv. Jeg har velreguleret diabetes og tænkte ærligt, at den sensor ville jeg bare få med alle de gode argumenter, jeg har. Sagen er bare den, at det absolut ikke er lige til. Jeg oplever ikke, kommunen tager mit ord for gode varer. De skal dobbelttjekke alt med min læge, og jeg stoler efterhånden ikke på, de vil mig det bedste. Jeg venter stadig på en afgørelse, men tror ikke, det bliver til min fordel. Jeg er overrasket over, hvor meget den her proces har fyldt for mig. Jeg er dybt påvirket, frustreret og ked af det. Er jeg den eneste, I hører om, der har det sådan? Og hvordan skal jeg forholde mig? Mit netværk siger, at jeg overreagerer, men det er jo supervigtigt for mig, at jeg får den sensor.

Det siger diabetesrådgiveren

Det er kommunens opgave at gøre sagen transparent

Jeg kan starte med at sige, at du bestemt ikke er den eneste, som oplever at blive påvirket af samarbejdet med kommunen. Det er på mange måder et tvunget samarbejde, som af gode grunde kan medføre mange følelser, der kan føles tunge, imens processen er i gang. For nogen også tiden efter. Dette ofte fordi, som du selv beskriver så fint, at det, du henvender dig om, er supervigtigt for dig.

Min erfaring er, at de fleste af dine oplevelser sker på grund af mangelfuld vejledning og sagsgange, som kommunen rent juridisk er forpligtet til, for eksempel stille spørgsmål og hente oplysninger fra lægen, inden de træffer en afgørelse. Dette for at sikre, at de træffer en korrekt, individuel og konkret afgørelse. Ikke desto mindre, oplever vi i Diabetesrådgivningen også, at borgeren ikke altid bliver guidet ordentligt igennem forløbet, som lyder til, er tilfældet her. Det er beklageligt, at du ikke er blevet informeret, og det skaber ikke grobund for tillid.

Nogle gange kan det være godt at sige det højt til den tilknyttede socialrådgiver/sagsbehandler, at man ikke føler sig hørt eller forstået. Vi anbefaler også, at man spørger ind til alt, der kan give anledning til spørgsmål.

Vi oplever også, at mange sagsbehandlere/socialrådgivere ikke kender til, hvad det vil sige at have diabetes. Derfor kan der ofte blive stillet spørgsmål, som kan virke banale, men være vigtige for kommunen i forhold til sagsbehandlingen og forståelsen af dine behov. Igen vil jeg dog understrege, at det er kommunens ansvar at gøre forløbet så transparent og smidigt som muligt, så du ikke sidder tilbage med de følelser, du beskriver.

Det er også vigtigt, at man som borger er medvirkende til at oplyse sagen, hvilket det lyder til, at du har gjort. Du er meget velkommen til at ringe ind til os. Som medlem hjælper vi gerne med alt, hvad et sagsforløb indebærer lige fra ansøgning til eventuel klage.