DILEMMA

Hvornår, hvordan og hvor meget giver vi slip som forældre?

... Det spørgsmål fylder meget i forhold til vores datter. Hun er en skøn teenager, og så har hun type 1-diabetes, som hun selvfølgelig er optaget af at styre selv. Vi støtter det 100 procent. Men jeg må indrømme, at det bare er så svært at finde balancen. Jeg vil virkelig gerne lade være at blande mig i min datters behandling, og hun bliver også meget irriteret på mig, når jeg gør det. Problemet er bare, at jeg ikke altid synes, hun passer sin diabetes så godt. Det frustrerer – og bekymrer mig – grænseløst. Jeg synes, det er så svært ikke lige at tjekke hendes sensor på min telefon i løbet af dagen. Jeg prøver virkelig at spørge til blodsukkeret på en nænsom måde og ikke lade diabetes fylde det hele. Men det giver mange konflikter mellem os. Hvordan kan vi blive bedre til at give slip?

Det siger diabetesrådgiveren

Tænk lindring frem for i løsning

Diabetesbehandlingen clasher ofte med ungdommens trang til frihed, og diabetes kommer nemt nederst på listen over det, der føles livsnødvendigt. Men forældrenes tillærte fokus på behandlingens struktur forsvinder jo ikke, bare fordi barnet bliver ældre. Det, de unge kan opleve som kontrol, udspringer ofte af forældrenes kærlighed. Du er derfor i risiko for at stå i skudlinjen for vrede. Det kræver noget af alle at finde en vej, der giver selvstændigheden gode vilkår. Et første skridt kan være at tænke i lindring frem for i løsning. Forsøg således at droppe tanken om at kunne fixe situationen. De unge skal finde deres vej i det hele. Der vil oftest være uenigheder i ungdomsårene. Diabetes eller ej. For at lindre situationen kan du være nysgerrig og spørge din teenager, hvad der opleves som den værste indgriben? Gør samtidig op med dig selv, hvad du står fast på, og hvad der er til forhandling. Husk, at det er sundt at have regler og forventninger som forældre, så længe de unge samtidig føler sig anerkendt og hørt. Indstil jer på at der ofte vil være større udsving i blodsukkeret, når de unge øver sig i at gøre mere selv. Hvis den unge slet ikke måler i skoletiden, kan I sammen starte med at sætte et realistisk mål, som er til at nå. Og vær anerkendende og omsorgsfuld – i stedet for at sige: HOV hvad er der gået galt, så sig: Har du brug for min hjælp til blodsukkeret? Vi ved at hjernen i teenageårene gennemgår en stor modningsproces. Den forreste del af hjernen, der hjælper til overblik, planlægning og risikovurdering, er endnu ikke færdigudviklet. Der er derfor en naturlig forklaring på, at unge kan glemme at tage insulin, eller at de ikke altid har held med at vurdere konsekvenserne af deres handlinger. Derfor har de stadig brug for deres forældres støtte, hensyn, aflastning og forståelse. Så mens du øver dig i at give mere slip, er der brug for, at du fortsat blander dig i et eller andet omfang.