Novo: Vi sikrer insulinforsyning

Sundhedsministeriet har indført restriktioner på udlevering af medicin for at undgå hamstring af livsvigtig medicin som f.eks. insulin. Nogle medlemmer har oplevet at få udleveret langt mindre insulin, end de plejer.

Corona 4 Web
12. marts 2020 | Af Helen Heidemann hh@diabetes.dk

Du bør ikke være nervøs for at udgå for livsvigtig insulin eller anden diabetesmedicin.

For at undgå hamstring af medicin har Sundhedsministeriet indført, at man kun kan købe receptpligtig medicin på apoteket i den mængde, der svarer til ens normale forbrug.

Det betyder altså, at man ikke kan opbygge et kæmpe lager af insulin derhjemme.

Nogle medlemmer har dog allerede i dag oplevet at få udleveret langt mindre insulin, end de plejer, og at det ikke er tilstrækkeligt bare til en uges forbrug.

- Skal man på apoteket flere gange om ugen, mener jeg ikke, at restriktionerne bliver håndhævet som tiltænkt, siger Diabetesforeningens forskningschef Tanja Thybo.

- Er det tilfældet, bør man få sin læge til at ringe til apoteket og understrege, at man skal have den mængde insulin eller anden medicin udleveret, som lægen mener, er det nødvendige normale forbrug, siger hun.

Diabetesforeningen har spurgt Lægemiddelstyrelsen, hvordan de vil sikre, at man faktisk kan få udleveret medicin til det behov, man har, men har endnu ikke fået svar.

Ingen forsyningsproblemer

Til diabetes.dk oplyser direktør i Novo Nordisk, Markus Hockmuth, at Novo Nordisk samarbejder tæt med myndighederne om netop at sikre tilstrækkelige forsyninger af insulin til danske diabetespatienter.

- Vi oplever ingen problemer med forsyninger af insulin til det danske marked og forventer heller ikke at få problemer, siger han.

- Situationen udvikler sig løbende, men vi er godt forberedte og arbejder altid med meget langsigtede forsyningsplaner, understreger han.

Håndkøbsmedicin også begrænset

Direktør i Lægemiddelstyrelsen, Thomas Senderovitz, siger i en pressemeddelelse, at der indtil videre ikke er tegn på mangel på medicin på grund af udbruddet af cornonavirus.

- Sådan skal det blive ved med at være. For ellers er det de ældre, de syge og de svage danskere, det kommer til at gå ud over. Derfor begrænser vi for en sikkerheds skyld salget af medicin, og derfor opfordrer vi alle til at vise samfundssind, holde sig fra at hamstre og hjælpe med til at sørge for, at der ikke opstår unødige problemer med forsyningen af medicin.

Også håndkøbsmedicin er nu begrænset til én pakke pr. kunde af hver type medicin. Det gælder både i supermarkederne og på apotekerne.

Diabetesforeningen har også spurgt Lægemiddelstyrelsen, hvordan de vil sikre fortsatte forsyninger af diabetesudstyr som strimler, insulinpumper og sensorer. Når Lægemiddelstyrelsen vender tilbage, offentliggør vi svarene.