MIT DIABETESBLIV MEDLEM

Fakta om diabetes 1

Hvad sker der i kroppen, når du har type 1-diabetes? Hvad er insulin for noget, og hvorfor er det så vigtigt for kroppen? Hvad er hypoglykæmi, insulinføling og HbA1c? Bliv klogere her på siderne, hvor du også kan læse om de mere sjældne diabetestyper som MODY og type 1½-diabetes.



Hvad er forskellen på type 1- og type 2-diabetes? Få forklaringen i videoen herover [03:47].

Hvad er diabetes 1?

Type 1-diabetes rammer oftest børn eller yngre voksne. Men der er også ældre mennesker, som pludseligt får type 1-diabetes. Type 1-diabetes er en kronisk sygdom, hvilket betyder, at når du først har fået den konstateret, har du det resten af livet. 

Forskerne har endnu ikke fundet ud af, hvad den præcise årsag er, til at nogle mennesker udvikler type 1-diabetes. Sygdommen kan derfor hverken forebygges eller helbredes.

Type 1-diabetes er en såkaldt autoimmun sygdom. Det betyder, at kroppens immunforsvar angriber kroppens egne celler. Normalt kender vi vores immunforsvar som en positiv ting, der bl.a. hjælper os med at bekæmpe bakterier og sygdomme. Men ved type 1-diabetes ødelægger dit eget immunforsvar raske celler i bugspytkirtlen. Det betyder, at din krop ikke længere kan producere insulin, og at du selv er nødt til at give din krop den livsvigtige insulin flere gange dagligt.

Hvad er insulin – og hvorfor er det så vigtigt?

Insulin er et livsnødvendigt hormon, der hjælper med at omsætte den mad, du spiser, til energi i kroppen.

Hos mennesker uden diabetes er det bugspytkirtlen, der udskiller insulin. Det gør den, når dit blodsukker stiger – altså når du spiser og drikker. Når du har type 1-diabetes, efterligner du bugspytkirtlens funktion, når du selv giver din krop insulin.

Diabetes 1 i tal

Type 1-diabetes rammer oftest børn eller yngre voksne, men der er også ældre mennesker, som pludselig får type 1-diabetes.

Har du først fået sygdommen, har du den resten af livet.

Se de nyeste tal for diabetes i Danmark og i verden

Dit behov for insulin varierer blandt andet efter hvilken mad, du spiser, og hvor fysisk aktiv, du er. For at finde den rette dosis, skal du måle dit blodsukker og justere doseringen i forhold til dine blodsukkerværdier.

Hvad er blodsukker?

Når vi spiser og fordøjer vores mad, bliver kulhydraterne omdannet til sukker (glukose). Vi kalder det blodsukker eller blodglukose. Sukker er et nødvendigt brændstof for cellerne og er med til at give os energi. Men uden insulin, bliver sukkerstofferne i blodbanen, og giver dig højt blodsukker. I stedet for at få energi fra den mad, du spiser, gør det høje blodsukker dig dårlig.

Hvad sker der i kroppen, når man har type 1-diabetes?

Klik på billedet, for at se det i stor udgave.


På disse sider kan du finde svar på spørgsmål som:

Hvad skal jeg gøre ved et insulinchok?

Hvad er symptomerne for diabetes 1?

Hvilke årsager kan der være til, at jeg har fået diabetes 1?

Hvad er blodsukker, og hvad er forskellen på højt og lavt blodsukker?

Hvordan behandles diabetes 1?

Hvilke andre diabetestyper findes der?

Jeg er gravid og har diabetes 1 - hvad skal jeg gøre?

Hvilken forskning er der i diabetes 1?

Støt os

Hjælp os i vores arbejde med at forebygge diabetes, leve godt med diabetes og helbrede/forske i diabetes