Stor sejr: Regeringen foreslår millioner til sensorer

Efter flere års kamp fra Diabetesforeningen har regeringen nu taget sensorer til type 2-diabetes med i sit forslag til finansloven for 2027. Det er en stor sejr i kampen for bedre diabetesbehandling. Og vi kæmper videre for lige adgang til teknologi uanset diabetestype og postnummer.

Claus Richter med "breaking diabetes news" skilt
09. oktober 2026 | Af Søren Geisler og Gitte Laasby [email protected], [email protected]

Har du type 2-diabetes? Så ved du måske, hvor svært det kan være at få styr på dit blodsukker. Særligt hvis du kun får målt dit blodsukker hos lægen et par gange om året.

En sensorbaseret glukosemåler kan gøre det lettere, fordi den viser dit blodsukker døgnet rundt. Så kan du se, hvad morgenmaden, gåturen eller en travl dag gør ved dit blodsukker. 

Alligevel har kun omkring 1 procent af danskerne med type 2-diabetes en sensor i dag. Det kæmper Diabetesforeningen for at ændre. Og nu har kampen båret frugt.

Regeringen har taget sensorer med i sit forslag til finansloven for 2027.  Her foreslår den at afsætte 200 millioner kroner om året fra 2027 til 2030. Pengene skal fordeles mellem tre områder; kvindesygdomme, fertilitet og sensorbaserede glukosemålere.

Regeringen skal samle flertal for forslaget i Folketinget for, at det bliver til lov. Men bare forslaget om at afsætte penge til sensorer på finansloven, er et stort fremskridt.

– Det har vi kæmpet for, og det er et vigtigt nybrud. En sensor er ikke en luksus. Den er forskellen på at gætte og at vide. Den kan betyde færre følgesygdomme, flere gode år på jobbet og det giver samfundsøkonomisk overskud. Derfor er vi glade for, at politikerne har lyttet, siger Claus Richter, administrerende direktør i Diabetesforeningen. 

Kun omkring 1 procent har sensor

Hvad betyder forslaget for dig med diabetes?

Selv om sensorer er med i regeringens forslag, er der endnu ikke afsat et bestemt beløb eller plan for implementering. 

Det afhænger både af de politiske forhandlinger om finansloven, og hvordan pengene bliver fordelt.

- Et forslag på papir er ikke det samme som en sensor på armen. Nu begynder arbejdet med at sikre, at pengene når helt ud til dem, der har brug for dem. Det arbejde går vi ind i fra i dag siger Claus Richter. 

Diabetesforeningen følger forhandlingerne tæt og fortæller dig det, så snart vi ved mere. 

Danskere med type 2-diabetes, der tager insulin, venter samtidig stadig på den forsøgsordning med permanent brug af sensorbaserede glukosemålere, som politikerne besluttede i 2023. Diabetesforeningen presser på for, at sensorerne kommer ud at gøre gavn hurtigst muligt.

Læs mere om forsøgsordningen

Derfor kæmper vi for sensorer

Diabetesforeningen kæmper for, at flere med type 2-diabetes kan få sensorer.  

En sensor sidder på overarmen og holder i omkring 14 dage. Den måler hele tiden dit blodsukker og sender tallet til en app på telefonen. Så kan du se, hvordan ting som mad, bevægelse, stress og medicin påvirker dit blodsukker. Det gør det nemmere at se, hvor du skal sætte ind for at sænke blodsukkeret og undgå følgesygdomme på f.eks. øjne, nyrer og hjerte. 

Diabetesforeningen foreslår, at alle, der får type 2-diabetes, får tre sensorer det første år og derefter to om året. Ifølge vores beregninger vil det koste 118 millioner kroner om året, men give et afkast på 135 millioner til samfundet.

Det skyldes blandt andet, at færre får følgesygdomme, og at flere kan blive på jobbet.

Samtidig kæmper vi for, at alle danskere med type 2-diabetes, der tager insulin, får permanent adgang til en sensor.  

Hjælp os med at kæmpe for flere sensorer

Din historie kan gøre en forskel. Har du en sensor? Så fortæl os, hvad den betyder for din hverdag. Eller fortæl os, hvordan det er at leve med diabetes uden en sensor. 

Vi bruger historier som din til at vise politikerne, hvorfor bedre adgang til teknologi er så vigtig. 

Fortæl os din historie

Vi kæmper også for dig med type 1-diabetes 

For mennesker med type 1-diabetes kæmper vi for bedre og mere lige adgang til AID-pumper. 

En AID-pumpe bruger data fra en sensor til at justere, hvor meget insulin du får. Det kan gøre det lettere at holde blodsukkeret stabilt.  

I dag er der stor forskel på, hvor mange der får en AID-pumpe. I Region Midtjylland har næsten tre gange så mange med type 1-diabetes en AID-pumpe som i Region Nordjylland. Diabetesforeningen kræver en national retningslinje, så alle med type 1-diabetes får hurtig og lige adgang til AID, uanset hvor de bor.

– Sensorerne til type 2-diabetes er et godt første skridt. Og vi har også vundet et par sejre til AID-pumper til type 1-diabetes, for her er der sat flere penge af til teknologien i Region Midtjylland og Nordjylland med budgetterne for næste år. Men der skal mere til. Politikerne skal nu sikre, at alle med type 1-diabetes kan få en AID-pumpe, uanset hvor i landet de bor, siger Claus Richter. 

Et skridt mod flere gode år

Sensorerne er et af de første initiativer i en ny forebyggelsesfond, som regeringen foreslår. Fonden skal betale for forebyggelse, der virker.

Danmark ligger nummer 20 ud af 28 europæiske lande, når man måler, hvor mange år vi lever uden helbredsproblemer, der begrænser hverdagen.

– Vi kæmper for et forpligtende mål for flere sunde leveår, fordi et liv med mindre sygdom giver frihed til at gå på arbejde, lege med børnebørnene og have et godt og aktivt liv, siger Claus Richter.

Danskerne er 11 sunde leveår bagud