MIT DIABETESBLIV MEDLEM

"Jeg er skrækeksemplet"

Hanne Skipper fik type 1-diabetes som knap 11-årig i 1962. 20 år senere blev hendes største skræk til virkelighed, da hun i sommeren 1982 mistede synet på grund af diabetes. Det er “et uafsluttet tab”, siger den 62-årige tidligere lærer i dag.

Foto: Claus Bjørn

"Da jeg var barn, var jeg mildest talt pissebange for min læge på Steno Diabetes Center. Jeg følte, han kunne se lige igennem mig, se alle mine synder, hvis jeg havde spist noget, jeg ikke måtte. Jeg kan lige så tydeligt huske, han sagde: "En god diabetiker er en sulten diabetiker".

På Glostrup Hospital skulle jeg lære at tage insulin. Sygeplejersken gav mig en appelsin og en sprøjte og sagde, at jeg ikke kom hjem, før jeg havde lært det. Min forældre lærte det selvfølgelig også, men de har aldrig skullet give mig insulin. Jeg ville jo ikke have sådan nogle amatører til at stikke mig.

Det er en myte, man vænner sig til at stikke sig. Det kan gøre lige så ondt i dag, som det kunne dengang.

Når man skulle måle sit blodsukker, skulle der tis på en strimmel, og så skulle man vente for at se, hvilken farve den blev. Den måtte ikke blive rød, men det blev den jo alligevel en gang imellem. Jeg var en rolig teenager, som hellere lavede håndarbejde end gik med drenge.

Siden jeg fik diabetes, har jeg tænkt, at jeg nok blev blind, for det var det værste, jeg kunne forestille mig. Jeg sagde til en veninde på lærerseminariet, at hvis jeg blev blind, ville jeg simpelthen sætte mig i en stol og dø af sorg. Jeg blev blind som 31-årig. Jeg ved ikke hvorfor, men måske havde mit blodsukker altid ligget for højt.

Det sværeste ved at have diabetes er – bortset fra sidegevinsten at miste synet – at jeg altid skal vide, hvad jeg har gjort, hvad jeg gør og hvad jeg har tænkt mig at gøre. Jeg skal altid huske at have insulin, måleapparat og bolsjer med. Jeg går ikke engang ned i vaskekælderen uden at have bolsjer med.

Foto: Claus Bjørn

Jeg blev blind på det ene øje først, og så gik det andet øje tre uger senere. Det var 14 dage inde i sommerferien, og jeg kan huske, jeg bare var så taknemmelig for, at det ikke skete før ferien. Jeg havde lige haft min første niende klasse oppe til eksamen. Jeg var selvfølgelig chokeret, og jeg har ingen anden erindring fra det år.

Man skal lære alting igen, når man mister synet, og jeg kom på Instituttet for Blinde og Svagsynede i Hellerup fra januar til maj 1983. Jeg kaldte det for “GEN-fødselsgangen”, for jeg oplevede for første gang, at der var andre som mig. Det var det store løft.

"Chica er min femte førerhund. jeg har kun haft hende i to måneder, så hun er ikke helt trænet endnu, men en førerhund er vigtig for mig, fordi den giver mig en ekstra dimension af frihed. Både fordi jeg kommer ud af huset tre gange dagligt for at lufte hunden, men også fordi det er psykisk anstrengende kun at gå med stokken."

Jeg ved godt, at jeg er skrækeksemplet for mange. Blindhed var jo også skrækeksemplet for mig tidligere, så jeg må jo være det levende eksempel på det, alle frygter, når det gælder følgesygdomme. Jeg føler mig virkelig hjemme på Steno, men i venteværelset er der en slags cirkel af tomhed omkring mig, medmindre jeg selv henvender mig. Jeg føler det som om, de andre patienter tænker, “uha, måske er det mig næste gang”.

Alle årene har jeg ventet på, at der skulle komme en psykisk reaktion på katastrofen, men jeg har altså ikke fået en depression endnu. Jeg kan sagtens blive ked af, at jeg blind, men jeg er ikke bitter, for jeg har ikke nogen steder at rette vreden hen.

I dag ligger mit blodsukker nok et par takker for højt. Når jeg måler mit blodsukker, er det sjældent, jeg bliver overrasket over resultatet. Om natten har jeg altid vågnet, hvis mit blodsukker er ved at blive lavt, og det er jeg kisteglad for.

Jeg var en af de første i Danmark, der fik en insulinpumpe som en del af et forsøg i 1980. Det var en stor en, der skulle sidde i bæltet. Jeg insisterede på at beholde den, da jeg var blevet blind, og jeg havde pumpe indtil 1992, hvor insulinpennen var kommet.

Jeg har altid haft et fint blodtryk og indtil for nylig også et fint kolesteroltal. Til gengæld har jeg nedsat følesans i fødderne, og jeg har haft frosne skuldre og springfingre. Jeg har gjort det så godt, jeg kunne, og det gør jeg stadig."

Artiklen er skrevet af Michael Korsbæk, og er bragt i medlemsbladet november 2013.

Støt os

Hjælp os i vores arbejde med at forebygge diabetes, leve godt med diabetes og helbrede/forske i diabetes