Fakta om type 2-diabetes
Hvad sker der i kroppen, når du har type 2-diabetes? Kan ændringer i livsstil reducere risikoen for følgesygdomme?
Hvad sker der i kroppen, når du har type 2-diabetes? Kan ændringer i livsstil reducere risikoen for følgesygdomme?
Type 2-diabetes er den mest udbredte type diabetes i Danmark.
80 procent af alle personer med diabetes har type 2-diabetes. Type 2-diabetes er en folkesygdom, som omkring en kvart million lever med i Danmark. Gruppen vokser dag for dag, så du er ikke alene.
Type 2-diabetes er en kronisk sygdom, hvor ens blodsukker er forhøjet, fordi kroppen enten ikke kan udnytte insulinen optimalt eller ikke producerer nok. Insulin hjælper cellerne med at optage sukkerstofferne fra den mad, vi spiser, så hvis ikke sukkerstofferne kan komme ind i cellerne, stiger blodsukkeret.
Type 2-diabetes viser sig oftest i voksenalderen, men flere og flere yngre får også diagnosen.
Hvis du har en livsstil, hvor du bevæger dig for lidt, er overvægtig, ryger og/eller spiser lidt usundt, så kan du selv gøre en forskel ved at ændre livsstil.
Ved at spise sundt, bevæge dig hver dag, undgå rygning og passe på din vægt, kan du forebygge, at du får type 2-diabetes eller udskyde diagnosen. Hvis du allerede har type 2-diabetes, så kan sund livsstil, sammen med din medicin, være med til at udsætte eventuelle følgesygdomme.
Insulin er et livsnødvendigt hormon, der dannes i bugspytkirtlen, som sidder lige under mavesækken. Når du har fået konstateret type 2-diabetes, er det, fordi kroppen er mindre følsom for den insulin, der produceres i bugspytkirtlen, og der ikke dannes tilstrækkelig store mængder insulin.
Insulinens opgave er at hjælpe sukkerstofferne (glukosen) fra blodbanen over i cellerne. Hvis der ikke er insulin nok, får cellerne ikke den nødvendige glukose. Derfor bliver glukosen i blodet, og det betyder, at dit blodsukker bliver for højt.
Få en gratis kogebog
Udfyld formularen og modtag helt gratis kogebogen 'Kål er cool' med opskrifter udarbejdet af Diabetesforeningens diætister.