Løbere

Få gang i kroppen med motion

Når du har type 2-diabetes, er fysisk aktivitet en af de muligheder, du har for at behandle din diabetes.

Alle har godt af at udfordre deres krop fysisk. Det er godt for muskelstyrken, hjertet og knoglesundheden, men også for psyken, fordi bevægelse udløser endorfiner, der giver en følelse af tilfredshed. Fysisk aktivitet er den tredje skrue, du kan dreje på for at behandle din diabetes.

Har du ikke før haft glæde af at bevæge dig, kan det godt virke uoverskueligt at finde motivation og tid til pludselig at gøre det. Men hvis du gerne vil have mere fysisk aktivitet ind i din hverdag, så begynd med små skidt. Vil du for eksempel gerne løbe, så begynd med at løbe fem minutter om dagen og skru så langsomt op for minutterne.

 

Tips til at komme i gang 

Der er et par genveje til at få mere fysisk aktivitet ind i hverdagen:

Find nogen af røre dig med

Den sikreste er at slå sig sammen med nogen, der også gerne vil røre sig - for så bliver det måske også sjovt. Det kunne være at gå ture, løbe eller gå på hold sammen. Et aktivt fællesskab gør det meget nemmere at komme af sted. Det er også en god idé at lægge ”aktivitet” ind i kalenderen, så det bliver en fast rutine for eksempel at gå en tur.

Bevæg dig, når du gør noget andet

Du kan også klistre bevægelse på handlinger, du foretager jævnligt. Balanceøvelser, når du børster tænder og andre øvelser, når du ser tv. Men havearbejde, rengøring og en tur på cyklen tæller også i regnskabet.

30 minutter om dagen

Den første måned er den sværeste, hvis du ikke har bevæget dig så meget før. Men når du har vænnet din krop til bevægelse hver dag, begynder den at samarbejde og vil også gerne selv, så at sige. 

Hvis du beslutter, at du gerne vil have mere fysisk aktivitet i din hverdag, så skru forventningerne helt ned, så det ikke virker uoverkommeligt og afskrækkende. Hvis du for eksempel beslutter at ville begynde at løbe og ikke har gjort det i lang tid eller aldrig, så begynd med for eksempel fem minutters løb og derefter nogle minutters gang - og vær meget tilfreds, når du gennemfører! Efterhånden kan du lægge mere på, men det er bedst at øge længden overraskende langsomt.

Med tiden vil det være fint at være aktiv 30 minutter om dagen, som Sundhedsstyrelsen anbefaler. De 30 minutter kan du godt dele op i tre bidder i løbet af en dag. Men jo mere forpustet, du bliver, jo bedre. Ligesom ømme muskler blot er et fint tegn på, at du har været godt i gang. Er du overvægtig, er det en god idé at bevæge dig, uden du belaster dine knæ. Gang, cykling og svømning er derfor gode valg.

Motion Bevægelse

Husk, når du er fysisk aktiv

Varm altid kroppen langsomt op
Vælg egnet fodtøj og strømper – dit fodtøj må ikke gnave
Brug behageligt tøj, du kan bevæge dig i
Sluk tørst i vand
Hvis du får insulin, skal du huske altid at have mad eller væske med kulhydrater med, så du kan styrke dig, hvis dit blodsukker skulle blive lavt.

Hvis du er ...

    Hvis du er ...
  • Overvægtig

    + -

    En effekt af overvægt er, at den insulin, du selv producerer, og den, du eventuelt sprøjter ind, har svært ved at virke. Med fysisk aktivitet kan du sænke indholdet af sukker i blodet, og hvis du også er i stand til at tabe dig med sund mad og daglig bevægelse, kan du øge mængden af muskelvæv og på den måde sænke dit blodsukker.

    Omkring 80 procent af alle med type 2-diabetes har overvægt.

  • Normalvægtig

    + -

    Hvis du vejer det, du bør, er en aktiv hverdag vigtig for at bevare normalvægten. Det er også vigtigt med daglig fysisk aktivitet, så du kan opbygge og bevare dine muskler og gerne forbedre din kondition. Øget aktivitet får insulinen til at virke bedre.

  • Tyndfed

    + -

    Nogle normalvægtige går ind under kategorien ”tyndfede”. De ser slanke ud, men bevæger sig for lidt og har derfor for meget fedt rundt om organerne. Er du ”tyndfed”, er fysisk aktivitet meget vigtig for at begrænse indholdet af det usunde og farlige fedt i kroppen.

Motivationsgrupper

Kom godt i gang med fysisk aktivitet

Diabetesforeningen har forskellige tilbud til dig, der gerne vil i gang med mere fysisk aktivitet i hverdagen. 

Dyrk motion sammen med andre - hjemmefra via Facebook

Kom med i en motivationsgruppe nær dig

Find inspiration til et aktivt liv med diabetes

Vær med i en gågruppe i dit område