Børn og ansatte med diabetes skal også i skole og institution

Selv om du eller dit barn tilhører risikogruppen, lyder anbefalingen fra myndighederne, at man godt kan komme i institution, i skole og på arbejde. Overlæge Birthe Olsen, Herlev Universitetshospital, bakker op, men understreger vigtigheden af, at børn med type 1-diabetes får den støtte, som de plejer i skole og institution.

Corona 4 Web
14. april 2020 | Af Helen Heidemann [email protected]

Børn med type 1-diabetes kan godt komme i skole, og lærere og pædagoger, som har diabetes, uanset type, kan også tage på job. Sådan lyder den nyeste anbefaling fra myndighederne.

Forskningschef i Diabetesforeningen, Tanja Thybo, forstår, hvis mange med diabetes er frustrerede og ikke ved, hvad de skal gøre, idet der har været modsatrettede budskaber fra Sundhedsstyrelsen og Børne- og Undervisningsministeriet om, hvorvidt man skulle blive hjemme eller ej, hvis man har diabetes, er pårørende eller ens barn har diabetes.

- Myndighederne har haft forskellige udmeldinger omkring risikogrupper, og hvordan de skulle forholde sig, så det er svært at vide, hvad man skal gøre. Hvis man er utryg ved at tage på arbejde, råder vi derfor folk til at kontakte egen læge for at få en individuel vurdering og måske en erklæring på, at man ikke skal på arbejde. I Diabetesforeningen arbejder vi lige nu på at få præciseret, hvordan myndighederne definerer den gruppe, som skal blive hjemme enten fordi, de er i særlig risiko, eller fordi de arbejder et sted, hvor de er særligt udsat for smitte, siger Tanja Thybo.

Med mindre der er nogle ganske særlige udfordringer, så mener jeg ikke, der er højere risiko for barnet med diabetes i forhold til andre børn.

Børnelægernes faglige selskab, Dansk Pædiatrisk Selskab, har udgivet en anbefaling, hvor de skriver, at ingen børn med hormon- og stofskiftesygdomme (altså også type 1-diabetes) vurderes til at være i ”særlig risiko”.

Ifølge ISPAD, som er den internationale forening for diabetesfagfolk på børne- og ungeområdet, har ingen diabeteslæger hverken i Kina eller Italien rapporteret om børn, der har type 1-diabetes, der er blevet indlagt med COVID-19 ifølge ISPAD den 24. marts 2020.

Få bekræftet, at dit barn får hjælp

Vurderingen fra overlæge Birthe Olsen fra Herlev Universitetshospital er også, at børn med type 1-diabetes kan komme i skole og institution.

- Med mindre der er nogle ganske særlige udfordringer, så mener jeg ikke, der er højere risiko for barnet med diabetes i forhold til andre børn, siger hun, men understreger samtidig vigtigheden af, at barnet får den støtte, som barnet plejer at få.

- Det er meget vigtigt, at den støtte, som barnet plejer at få i skole og institution fra ansvarlige voksne med stort kendskab til diabetes, også vil være tilstede nu. Det vil sige, at den støtteperson eller den voksen, som plejer at hjælpe barnet, er på arbejde.

Birthe Olsen oplyser, at der under corona-epidemien i Kina og Italien er set flere tilfælde af børn med type 1-diabetes, som udvikler syreforgiftning. Det kan skyldes, at sundhedssystemet har været mindre tilgængeligt end vanligt, men også at der ikke har været den hjælp og støtte til barnet og familien, som der plejer at være, forklarer hun.

- Det skal vi ikke opleve i Danmark, så det er vigtigt, at man som forældre får bekræftet, at den hjælp, barnet plejer at få, også er der, når barnet skal i skole og institution igen, siger Birthe Olsen