Nye udenlandske coronatal giver ingen nye svar

Mange med diabetes og pårørende er bekymrede efterhånden som tal fra forskellige steder i verden viser, hvem der smittes og bliver indlagt med coronavirus. De udenlandske data har dog så mange mangler, at de gør det svært at give sikre svar om corona og diabetes, siger Diabetesforeningens forskningschef.

Corona 4 Web
02. april 2020 | Af Michael Korsbæk [email protected]

OBS, indholdet i nedenstående artikel kan være forældet.

Først var det tal fra Kina, så italienske data, og nu har myndighederne i USA netop fremlagt tal for smittede og indlagte med coronavirus. Det kan give anledning til frygt, fordi diabetes betegnes som en særlig risikogruppe i forhold til coronavirus.

Alle de kendte udenlandske data viser da også, at der er mange personer med diabetes mellem de indlagte.

- Men der mangler desværre fortsat for mange oplysninger, før man med sikkerhed kan konkludere på de udenlandske tal, fortæller Tanja Thybo, der er forskningschef i Diabetesforeningen.

Tanja Thybo Web
De nye udenlandske tal for indlagte og smittede med corona mangler alt for mange oplysninger, før de kan bruges til at give svar om diabetes og corona, siger forskningschef Tanja Thybo.

Tanja Thybo understreger, at personer med diabetes skal tage risikoen for at blive smittet med coronavirus alvorligt, fordi myndighederne vurderer, at personer med ikke velbehandlet diabetes har større risiko end raske for at blive alvorligt syg på grund af coronavirus. Det ændrer de udenlandske tal ikke på.

- I Diabetesforeningen råder vi til, at man er forsigtig og tager sine forholdsregler, og hvis man får symptomer, at man kontakter sin læge og bliver testet, siger Tanja Thybo.

Svært at konkludere på tal

De nyeste tal fra USA angiver, at 10,9 procent af de godt 7.000 smittede havde diabetes. Af de indlagte havde 24 procent diabetes, mens det gjaldt for 32 procent af dem, der lå på en intensiv afdeling.

- Andelen af smittede med diabetes (10,9 procent) svarer stort set til andelen af personer i den amerikanske befolkning med diabetes. Det tyder på, at personer med diabetes smittes i samme omfang som den raske del af befolkning, siger Tanja Thybo, som understreger, at hverken alder eller diabetestype fremgår af tallene.

- Det kan virke dramatisk, at en stor andel af indlagte og også dem, der har brug for intensiv behandling, har diabetes, men det er vigtigt at sige, at man hverken kender alder, diabetestype eller sygdomshistorie på de personer. For at kunne sammenligne helt præcist, skal man vide hvor stor en procentdel i den aldersgruppe, der har diabetes i befolkningen. Andelen er jo stigende med alder. Derfor er det svært at konkludere på tallene, siger Tanja Thybo.

Afventer danske data

Overblikket og de svar, mange med diabetes gerne vil have, om risiko, corona og diabetes besværes af, at myndighederne i de forskellige lande opgør data forskelligt. Vi mangler simpelthen vigtige oplysninger, siger Tanja Thybo.

- Det gør det meget svært at sammenligne og vurdere de data, der er tilgængelige, og derfor er det vigtigt at være forsigtig, når man tolker data, selv om det desværre gør, at det er umuligt at svare klart på de spørgsmål, der helt berettiget er hos mange med diabetes, siger Tanja Thybo.

Nogle af de vigtige mangler ved de data, der er kommet fra USA, Kina og Italien, er:

  • Aldersfordelingen blandt de syge med diabetes
  • Andelen med diabetes i den tilsvarende aldersmatchede befolkning
  • Skelnen mellem type 1- og type 2-diabetes
  • Hvor velbehandlede, de syge med coronavirus var for deres diabetes

Desuden er der stor forskel på, hvordan de er kommet frem til tallene (register, selvrapportering osv.), og hvordan de definerer underliggende sygdom som diabetes.

- For eksempel spørgsmålet om at være velbehandlet eller ej er en faktor, som de danske myndigheder lægger vægt på i deres vejledninger, men det gør det igen vanskeligt at overføre de rå data, vi har fra udlandet til danske forhold, forklarer Tanja Thybo.

Hvad siger de danske tal?

- Vi har ikke danske tal endnu. Myndighederne har ikke frigivet detaljer om smittede og indlagte, så vi kender ikke til, hvor mange danskere med coronavirus, der har diabetes, hvilken type, deres alder eller hvor syge, de eventuelt måtte være blevet af coronavirus, siger Tanja Thybo.

Diabetesforeningen ser frem til, at de danske myndigheder fremlægger data, som kan fortælle om situationen i Danmark.