Man skal kunne forvente god behandling – uanset postnummer
SF fik afsat ti millioner kroner til en forsøgsordning med sensorbaseret glukosemåling i finansloven for 2021. Derfor er SF-partiformand Pia Olsen Dyhr den første politiker, der svarer på fem spørgsmål om diabetes i Magasinet Diabetes’ nye serie om politik og diabetes set fra Christiansborg.
SF fik forhandlet en delaftale med i den seneste finanslov, hvor der afsættes ti millioner kroner til forsøg med glukosemålere til personer med diabetes. Hvordan ser du helst aftalen udmøntet?
– For SF er det vigtigt, at vi får udrullet så mange blivende glukosemålere som muligt til voksne type 1-diabetikere. Vi vil i høj grad lytte til de forslag, der kommer fra Diabetesforeningen og de kliniske selskaber på området, så de nye glukosemålere kan komme de mest sårbare patienter og de borgere, der har sværest ved at regulere deres diabetes, til gavn.
Det bekymrer mange, at tilskud til insulin skal revideres. Frygten er, at det bliver sværere eller forbundet med brugerbetaling at få adgang til de nyeste insulintyper. Hvordan sikrer man, at personer med diabetes fortsat kan få adgang til moderne insulintyper?
– Jeg forstår godt bekymringen. Det er vigtigt for mig, at alle diabetikere har mulighed for at få den rette insulin, og at medicinen ikke kun bliver for dem, som har råd. Derfor er det en prioritet for SF, at ny medicin godkendes hurtigt i Medicinrådet, så vi kan give syge borgere en større livskvalitet og mulighed for at leve et normalt liv.
I dag er den lokale sundhedsindsats ofte meget forskellig fra kommune til kommune, og her er det vigtigt, at der udstikkes klare, nationale retningslinjer.
Pia Olsen Dyhr, SF, formand
Hver femte med type 2-diabetes har ikke fået tilbudt patientuddannelse inden for de seneste fem år, selv om de ønsker det. Hvordan sikrer man, at flere får tilbuddet?
– Der er i dag alt for stor forskel på, hvordan kommunerne, som står for at følge op, når borgeren er udskrevet fra sygehuset, håndterer blandt andet diabetesområdet. Det er slet ikke godt nok, at mange diabetespatienter ikke får den undervisning og vejledning, der er så vigtig for at få et godt liv med sygdommen. Derfor arbejder vi for, at der bliver udstukket klare, nationale retningslinjer for, hvordan kommunerne skal håndtere forebyggelses- og sundhedsindsatsen. Og dermed også de patientuddannelser, som er en hovedhjørnesten i forebyggelsen.
Det nære sundhedsvæsen er i fokus for den kommende sundhedsaftale. Det er vigtigt for især personer med type 2-diabetes: Hvad er de vigtigste forandringer, SF gerne ser?
– Det er vigtigt, at man kan forvente den samme gode behandling, ligegyldigt hvilken kommune man bor i. I dag er den lokale sundhedsindsats ofte meget forskellig fra kommune til kommune, og her er det vigtigt, at der udstikkes klare, nationale retningslinjer. Der må ikke være for stor forskel på, hvordan man behandler syge borgere rundt om i landet. Man skal kunne regne med, at man får en god behandling, uanset om man bor i Gentofte eller i Guldborgsund.
Coronakrisen har haft konsekvenser for folkesundheden. Hvordan får vi opprioriteret folkesundheden efter corona?
– Coronapandemien har sat den mentale og fysiske trivsel under pres, ikke mindst hos børn og unge og blandt udsatte borgere. Derfor står vi over for et genopretningsarbejde, hvor vi som samfund skal styrke arbejdet med forebyggelse og sundhedsfremme. Der har heldigvis også været gode sider ved pandemien. Vi har blandt andet oplevet et sundhedsvæsen, der har kunnet samarbejde på tværs af afdelinger og specialer, regioner og kommuner. Disse gode erfaringer skal vi selvfølgelig tage med videre.