De hiver mig op af sofaen
Som instruktør i Diabetesforeningens motivationsgrupper får Paul Østerby Sørensen dyrket en masse motion. Særligt sætter han pris på det sociale samvær, der følger med.
Denne artikel er fra medlemsmagasinet Diabetes, september 2021.
Paul Østerby Sørensen ligger sjældent på den lade side. Faktisk kan bare synet af hans program for ugen give sved på panden. Fem ud af ugens syv dage er han i bevægelse. Ud over det kommer alt det, der ikke lige passer ind i et skema.
Den driftige herre på 68 somre er instruktør for to af Diabetesforeningens motivationsgrupper i København. Lige for tiden dyrker grupperne ekstra meget motion, fordi coronarestriktioner forhindrer dem i at låne kommunens lokaler til madlavning.
Fordi vi alle har type 2-diabetes, skal vi dyrke motion, spise sundt og så vidt muligt følge lægens anvisninger. Det kan man ikke klare alene, men kun i kraft af, at nogle andre mennesker i samme situation hjælper dig med at opfylde de mål
Det bliver til lange gåture i adstadigt tempo, gymnastik, floorball eller intervaltræning på en fitnesscykel, hvor øjnene på en terning bestemmer varigheden.
– Det plejer at være hylemorsomt, siger Paul Østerby Sørensen og indskyder, at alle kan være med.
Hans vigtigste rolle som instruktør er at motivere og sørge for, at alle deltagerne har det godt i hinandens selskab.
– Fordi vi alle har type 2-diabetes, skal vi dyrke motion, spise sundt og så vidt muligt følge lægens anvisninger. Det kan man ikke klare alene, men kun i kraft af, at nogle andre mennesker i samme situation hjælper dig med at opfylde de mål. Fællesskabet betyder enormt meget.
Fra soldat til skrivebord
Det vil ikke være forkert at betegne Paul Østerby Sørensen som en ildsjæl. Af den slags, der brænder for at være i bevægelse – og altid sammen med andre.
Få historierne hjem til dig
Han understreger, det er lysten, der driver værket. Dels også, fordi han har oplevet, hvad der sker med kroppen, når den pludselig ikke længere holder sig i gang.
Jeg har fået åbnet verden, så jeg ikke bare sidder hjemme i sofaen som en sur gammel mand
– I mine otte år som soldat dyrkede jeg stort set alle former for sport. Da jeg kom til at sidde bag et skrivebord, gik det voldsomt for sig. Jeg tog et halvt hundrede kilo på nærmest fra den ene dag til den anden. Det var ikke nok at spille badminton lidt hist og her, siger han.
Med ét blev lysten udfordret. Han var tvunget til at gøre en ekstra indsats, for kroppens skyld, så det gjorde han selvfølgelig. Senere blev han prikket på skulderen og spurgt, om han ikke også skulle være instruktør i en af Diabetesforeningens motivationsgrupper. Hvorfor ikke tænkte han, og siden da har hans type 2-diabetes stort set været i balance.
Kolleger i sygdomsforløbet
Men motivationsgrupperne har givet ham så meget mere end det. Nye indtryk og en større omgangskreds især.
– Jeg har fået åbnet verden, så jeg ikke bare sidder hjemme i sofaen som en sur gammel mand. Uanset om det så handler om diabetes eller en ny film, som en af de andre har set. I det er der opstået et særligt bånd, fortæller han. Ingen gør sig ud til bens, men er glade og tager hensyn til hinanden på en måde, man skulle tro var løgn. Det har også stor betydning for hans egen motivation:
– Vi kan nok bedst beskrives som kolleger i sygdomsforløbet, fordi vi kender hinanden og ved, hvordan vi skal tackle de udfordringer, der nu engang måtte opstå. Det er ingen hemmelighed, at vi ikke kan kurere diabetes. Men så kan vi da i hvert fald lære at leve med det.
