Det taler vi om

1. Covid-19

Spørgsmål om coronavirus var forståeligt nok klart det mest stillede, og særligt i marts og april, hvor landet blev lukket ned, var der tryk på telefonerne. For hvordan skulle man lige navigere i den nye virkelighed? Generelt gik spørgsmålene på, om man med diabetes var i særlig risiko. Kan jeg tage på arbejde? Sende mine børn i skole? Faktisk hele hverdags- og arbejdslivet. Bekymringer, som alle andre sikkert også tumlede med, men vi havde indtryk af, at de var forstærkede på grund af diabetes. Det var ikke kun corona, vi skulle forholde os til, men også følgesygdommenes betydning for, om man var i risikogruppen.

Diabetesforeningen og rådgivningen forsøgte løbende at holde os opdateret med de seneste retningslinjer fra Sundhedsstyrelsen, men indrømmet, det var svært, fordi de hele tiden ændrede sig og lagde ofte op til fortolkning. Derfor valgte vi at gå efter et forsigtighedsprincip: Hvis du er i tvivl: Bliv hjemme. Det gælder sådan set stadig.

• Læs mere om diabetes og coronavirus

2. Sygdomsforståelse

Særligt personer med type 2-diabetes henvendte sig for at blive klogere på den kroniske sygdom, der netop havde fået konstateret hos den praktiserende læge. Spørgsmålene varierede meget, men havde alle det til fælles, at de handlede om livsstil og livsstilsændringer, altså kost, motion og alle de bløde værdier udenom medicinen. Hvad betyder det at have diabetes? Hvordan lever man bedst med sygdommen og undgår, at man på sigt udvikler følgesygdomme? En snak, som vi gerne så, at den praktiserende læge tog med sine patienter, men tilsyneladende ikke gør det tilstrækkeligt. Her har internettet også dårlig indflydelse, for googler man først type 2-diabetes, popper der ofte alle mulige skræmmebilleder frem. Men det er ikke hele sandheden.

• Få hjælp og vejledning hos Diabetesrådgiverne

Hvis man ringer til os i Diabetesforeningen, får man at vide, hvordan det reelt forholder sig. Ring hellere en gang for meget end at blive overladt til internettets skyggesider.

3. Sensorbaseret glukosemåling

Adgangen til sensorbaseret glukosemåling hos kommunen – eller rettere den manglende adgang – var til stor frustration for mange af dem, der kontaktede os. Sådan har det været i mange år. Frustrationerne bunder stadig i, at man ikke kan gennemskue, hvad der skal til for at opnå bevilling, eller hvorfor man har fået afslag.

I de situationer hjælper vi med at kigge ansøgningen eller afslaget igennem og kommer med gode råd til, hvordan man argumenterer bedst for sin sag og samtidig sørger for, at den taler ind i lovgivningen. Ofte er ansøgningerne ret velbegrundede, men får alligevel afslag. Kommunen tager ikke højde for livskvalitet, så hvis man skriver, at hverdagen vil blive bedre med sensor, skal man nok forvente et blankt afslag. Vi oplever, at lovgivningen udgør en barriere, men det skyldes også manglende vilje i kommunerne. Og så spiller økonomi selvfølgelig ind.

Artiklen fortsætter efter faktaboksen

4. Medicin

Mange af de mennesker med type 2-diabetes, der henvendte sig til rådgivningen, havde netop fået konstateret sygdommen og var blevet tilbudt medicin hos deres praktiserende læge, for eksempel Metformin. Men så meldte spørgsmålene sig: Hvad gør medicinen? Hvordan skal den bruges, og er der ikke også noget med, at der findes en anden behandling af type 2-diabetes? Når man først får taget blodsukker hos sin praktiserende læge, og vedkommende stiller diagnosen diabetes, kan man godt gå lidt i chok – krise, åh nej, verden bryder sammen – og så får man stukket noget medicin i hånden. Men man har for længst opgivet at lytte efter, hvad lægen siger. Enten kan det være forklaringen på de mange spørgsmål, vi fik i rådgivningen, eller også er den praktiserende læge simpelthen ikke tydelig nok i sin kommunikation med patienten.

5. Almindelige hjælpemidler

I 2020 oplevede vi, at personer med type 2-diabetes ofte stødte panden mod en mur, fordi de var i tabletbehandling og ønskede teststrimler og apparat til at måle blodsukker. Kommunerne rådførte sig gerne med lægen, om det nu også var relevant at gøre, hvorpå lægen svarede nej. Det var der ikke behov for, patienten var jo i tabletbehandling. Men ifølge lovgivningen har man ret til at få 150 teststrimler om året, hvis lægen anbefaler jævnlig blodsukkermåling. Og det var mange, der ringede ind, ikke klar over.

Andre henvendte sig, fordi kommunen havde skiftet produktmærke på nogle af de almindelige hjælpemidler, der gives bevilling til. Det kunne være injektionsnåle eller testmateriale. Her følte nogle, at de havde fået et dårligere produkt eller i hvert fald et produkt, som de ikke kendte, og det skabte utryghed. Som udgangspunkt skal man altid klage, hvis man har fået et hjælpemiddel, der ikke virker efter hensigten.

6. Merudgifter

Efter servicelovens paragraf 100 kan kommunen yde tilskud til at få merudgifterne dækket, men hvert år taler vi med mange, der ikke er opmærksomme på, hvad der egentlig kan betragtes som en merudgift. Groft skåret er merudgifter de udgifter, man har alene på grund af den kroniske lidelse. Og som man ikke vil have haft uden den. Det kan være udgifter til kost, druesukker og hurtigtvirkende kulhydrater, medicin, fornyelse af kørekort og transporten til og fra kontrolbesøg på ambulatoriet. Men også sådan noget som viagra og D-vitaminer kan i nogle tilfældes skrives på som merudgift.

Vi oplever, at mange ikke får tilskud til dækning af deres merudgifter, fordi beløbet ikke sniger sig op over den fastsatte grænse, der hvert år stiger. Desværre. For hvis ikke man tjener særligt meget, kan merudgifterne gøre et stort indhug i budgettet. Bare fordi man har diabetes.