Diabetesforeningen og Sygeforsikringen "danmark" opruster i kampen mod type 2-diabetes

Med en donation på fem millioner fra Sygeforsikringen "danmark" sætter Diabetesforeningen nu massivt ind for at opspore og forebygge type 2-diabetes, der er en af de hurtigst voksende kroniske sygdomme i Danmark.

Sundhedsbus Lukket
15. december 2021 | Af Benedicte Lorenzen [email protected]

Opsporing og forebyggelse er de første skridt på vejen mod at bremse type 2-diabetes, som er en af de store skjulte trusler under den danske folkesundhed. Derfor sætter Diabetesforeningen i 2022 ind med en massiv folkeoplysningskampagne, der skal gøre danskerne klogere på type 2-diabetes og hjælpe med at forebygge den kroniske sygdom.

Kampagnen får nu støtte af en stor donation på fem millioner kroner fra Sygeforsikringen "danmark", der giver Diabetesforeningen mulighed for at strække et nyt våben i kampen mod type 2-diabetes: 

10 Adm.Dir I Diabetesforeningen Claus Richter Portrait
Claus Richter, administrerende direktør i Diabetesforeningen

- Med støtte fra Sygeforsikringen "danmark" kan vi nu for alvor løfte det store samfundsansvar, det er at få bremset den hastige udbredelse af type 2-diabetes. Donationen skal gå til en stor og målrettet oplysnings- og formidlingsindsats, som bredes ud via et bredt udvalg af medier og digitale platforme, og så er vi i gang med at anskaffe en sundhedsbus, der i 2022 kommer ud til de 20 største byer i Danmark, fortæller Diabetesforeningens administrerende direktør Claus Richter.

Med støtte fra Sygeforsikringen "danmark" kan vi nu for alvor løfte det store samfundsansvar, det er at få bremset den hastige udbredelse af type 2-diabetes.

Og netop det brede fokus var en afgørende faktor, da Sygeforsikringen ”danmark” skulle fordele sine fondsmidler, fortæller administrerende direktør Allan Luplau:

- Idéen om sundhedsbussen, der kommer ud til en bred skare af danskere i landets 20 største byer, og som dermed kan være med til at styrke forebyggelsen og sundheden bredt, er en af grundene til, at Sygeforsikringen "danmark" har valgt at donere fem millioner kroner til Diabetesforeningen, siger han.

Tidligere opsporing - bedre forebyggelse

I sundhedsbussen møder man et sundhedsfagligt team bestående af en diætist og en motionskonsulent, som kan give diabetesvenlige kostråd og demonstrere gode motionsøvelser. Ligesom der vil være en diabetessygeplejerske, der kan teste for type 2-diabetes, informere om risici ved sygdommen samt rådgive om, hvad man selv kan gøre for at forebygge den.

Og behovet for både viden og opsporing er stort, når 76.000 danskere lige nu går rundt med en uopdaget type 2-diabetes, som kan føre til alvorlige følgesygdomme. Mens 360.000 lever med prædiabetes ud at vide det, hvilket sætter dem i høj risiko for at udvikle sygdommen.

- Udiagnosticeret type 2-diabetes øger risikoen for at udvikle alvorlige følgesygdomme som hjerte-kar-sygdom, nyresvigt og amputationer. I dag har 35 procent allerede en følgesygdom, når de får konstateret type 2-diabetes, og derfor er det altafgørende, at vi som samfund bliver bedre til at opspore og forebygge type 2-diabetes, konstaterer Claus Richter.

Den dystre udvikling blev yderligere bekræftet i forbindelse med Verdens Diabetesdag 14. november, hvor Diabetesforeningen satte spot på de vigtige risikotest. Alene i november tog 24.000 danskere risikotesten, og hele 45 procent var i enten høj eller meget høj risiko for at udvikle type 2-diabetes.

- De mennesker vil vi gerne ud at møde, så vi kan hjælpe dem med en kærlig opfordring hen til lægen samt til en sundere livsstil, der kan forebygge, at de udvikler type 2-diabetes, siger Claus Richter.

Tag Diabetesforeningens Risikotest

Læs mere: Diabetesforeningen sætter spot på type 2-diabetes