Nye officielle kostråd fra Fødevarestyrelsen

Fødevarestyrelsen lancerer i dag nye officielle kostråd. Et godt redskab for en bedre folkesundhed og klima, mener Diabetesforeningen. For personer med diabetes har vi vores egne diabetesvenlige kostråd, siger klinisk diætist Lisa Heidi Witt.

Kostrådsplakat Beskåret
07. januar 2021 | Af Michael Korsbæk mk@diabetes.dk

Den mad, vi spiser, spiller en stor rolle for sundheden. Derfor er det vigtigt og godt, at Fødevarestyrelsen i dag lancerer nye officielle kostråd. De nye kostråd er for alle danskere, der har brug for retning mod bedre spisevaner.

Det første råd ”spis planterigt, varieret og ikke for meget” er det vigtigste, siger klinisk diætist i Diabetesforeningen Lisa Heidi Witt.

- Hvis man skal skære helt ind til benet, er det en fordel at spise varieret i moderate mængder og gerne også planterigt. Det vil være en god idé for stort set alle uanset om man har diabetes eller ej, siger Lisa Heidi Witt, der som diætist har stor erfaring i at rådgive personer med diabetes i Diabetesforeningen.

Kostråd Screendump

Særlige råd til personer med diabetes

For personer med diabetes eller som har høj risiko for at udvikle type 2-diabetes, anbefaler Diabetesforeningen de fem diabetesvenlige kostråd, som Diabetesforeningen udsendte i efteråret. De fem principper er baseret på de officielle kostråd og på den nyeste, solide videnskabelige dokumentation fra den amerikanske diabetesforening, ADA, og den store europæiske sammenslutning for diabetesforskning, EASD.

- Vi ved, at rigtig mange med diabetes ønsker specifik vejledning om deres mad. Der er en enorm interesse for at bruge sin kost som et vigtigt element i det at leve godt med diabetes, og derfor har vi udarbejdet særlige diabetesvenlige kostråd, som vi håber, mange kan bruge til inspiration, forklarer Lisa Heidi Witt.

Mad er vigtigt for helbredet

De officielle kostråd er er solidt grundlag for en sund kost for alle danskere, der fokuserer på at vælge mere frugt og grøntsager, mindre kød, flere bælgfrugter og fuldkorn. Diabetesforeningens fem kostråd bygger ovenpå ved at zoome mere ind på mængder, eventuelt vægttab og kulhydrattælling.

- Vi taler jo kost ud fra et diabetesperspektiv, hvor vi i høj grad taler om kvalitet af kulhydrater og fedt samt mængder og hyppighed. Det ved vi, rigtig mange med diabetes efterspørger, siger Lisa Heidi Witt.

Hvad man skal spise, når man har diabetes, er et af de hyppigste spørgsmål i rådgivningen i Diabetesforeningen.

- I vores rådgivning hjælper vi med at omsætte rådene til praksis ud fra et individuelt perspektiv, så den enkelte får hjælp til at tilpasse sin hverdag til de flere forskellige måder, der er at spise på, hvis man har diabetes eller ønsker at undgå type 2-diabetes. Den mad, vi spiser, betyder rigtig meget for vores helbred, og derfor er interessen for vejledning også stigende uanset, om man har diabetes eller ej, siger Lisa Heidi Witt.