Psyken påvirkes hårdt af kronisk diagnose
Man kan blive meget træt af sin diabetes. Man kan synes, den er en kompliceret følgesvend. Men man er ikke alene. Et projekt på Steno Diabetes Center Copenhagen, SDCC, understøtter stort behov for psykologisk assistance til at håndtere sin sygdom – og så peger det ind i fremtidens behandling.
Denne artikel er fra medlemsmagasinet Diabetes, november 2021.
Genkendelsen i de andres livshistorier blev den røde tråd, der bandt de mennesker sammen, som var med i projektet via samtalegrupper for personer med henholdsvis type 1- og type 2-diabetes. Tilbuddet, der heldigvis fortsætter, blev givet til omkring 90 personer, som psykologerne vurderede kunne få gavn af at møde andre, som oplevede, at diabetes gav særlige psykiske udfordringer.
Det andet spor i projektet var at undervise behandlere i at kunne bringe det mentale aspekt af diabetes op i konsultationerne systematisk.
Bag projektet står to psykologer, Julie Lindberg Wad og Helle Nergaard Grønbæk, der er specialiseret i de psykosociale konsekvenser af at leve med henholdsvis type 1- og type 2-diabetes. Det er dem, som netop har afsluttet projektet på SDCC og belyst, hvor kæmpestor en rolle psyken spiller for behandlingen af diabetes og livskvaliteten. At dømme efter tilbagemeldingerne var der både overvejende tilfredshed med samtaleforløbene og blandt de sygeplejersker, læger, fodterapeuter og diætister, som fik en kompetenceudvikling på det psykosociale område.
Konkret betyder det, at behandlerne nu kvalificeret og målrettet kan skabe grobund for en samtale om, hvordan det er at leve med diabetes 24/7 og desuden er blevet fortrolige med symptomer på depression, diabetesstress og angst for at få for lavt blodsukker.
Behandlerne godt klædt på
─ På baggrund af projektet er behandlerne mere modige med deres spørgsmål, fordi de ved, de har en psykolog i ryggen og kender mere til feltet, fortæller Julie Lindberg Wad.
Hun tilføjer, at skulle en behandler vurdere, at en person måske har diabetesstress eller depression eller er på vej i den retning, kan de tilbyde at få en samtale med hende, hvis de har type 1-diabetes. Så vejen til en psykolog er kortere, end den var før.
─ Ja, det er bestemt vores indtryk nu, at behandlerne generelt oplever sig som godt klædt på til at tale om den psykiske side af at leve med denne sygdom, siger Helle Nergaard Grønbæk.
Normalt at opleve krise
─ Når man får konstateret diabetes, er det normalt at få en krisereaktion. I det hele taget er det normalt, at psyken påvirkes hårdt af en kronisk diagnose, men de allerfleste opfatter det som om, at de er de eneste, der har det sådan. SDCC har i mange år haft et ønske om at blive bedre til at tage sig af den mentale side af at have diabetes. For psykologer har år efter år både i Danmark og andre lande peget på, at der kan være netop mentale årsager til, at nogle ikke måler deres blodsukker og/eller mere generelt trives dårligt, fortsætter hun.
─ Der er ingen tvivl om, at den mentale side fylder, når man har diabetes, og det er forventeligt, at man i perioder ikke orker sin sygdom, siger Julie Lindberg Wad. Hun og kollega Helle Nergaard Grønbæk er glade for, at SDCC har besluttet, at gruppesamtalerne fortsætter som et fast tilbud.
Diabetesstress og relationer
En væsentlig del af projektet var at etablere samtaleforløb i grupper, der fokuserede på henholdsvis diabetesstress og angst for hypoglykæmi (lavt blodsukker). Et af dem henvendte sig til mænd med diabetes og overvægt med fokus på mad & motion. Ifølge psykologerne var det en stor øjenåbner for deltagerne at opdage, at de ikke er alene om at have det, som de har det.
─ Tilsammen har vi haft 11 grupper. De fleste for mennesker med type 1-diabetes, fordi flest fra denne gruppe viste interesse for det. Det er ikke terapigrupper, alligevel har flere med type 2-diabetes haft deres forbehold og fundet det grænseoverskridende at skulle gå i gruppe. Men genkendte de sig først i de andres fortællinger og fik en oplevelse af ikke at være den eneste eller alene om at have belastninger, så kom de igen, siger Helle Nergaard Grønbæk.
─ Vi har typisk fokuseret på et emne ad gangen. For eksempel: Diabetesstress. Hvordan rummer og håndterer man negative følelser, som er helt normale at have og sociale relationer. Men vi har også taget andre emner op, hvis der har været større interesse for det, supplerer Julie Lindberg Wad.
Udveksle erfaringer
─ Grupperne har ikke leveret løsninger, men har givet mulighed for, at deltagerne kunne udveksle erfaringer og livshistorier, som de andre kunne spejle sig i og/eller lade sig inspirere af. De fleste har gavn af at få sat ord på svære følelser og finde ud af, hvad der lindrer, siger Julie Lindberg Wad.
─ Ja, det med at lindre er vigtigt. Mange af de mennesker, der har type 2-diabetes, som jeg ser her, har smerter som følge af forskellige senkomplikationer. Og smerterne sætter sig også psykisk og påvirker livskvaliteten, derfor giver fysiske smerter også behov for at tale med en psykolog, kommenterer Helle Nergaard Grønbæk.
Hvad med fremtiden?
Tre års projektarbejde er slut nu. Projektet har med stor tydelighed vist, at det er meget relevant også at behandle mennesker med diabetes psykologisk.
Derfor er begge psykologer håbefulde. De har tydeligt mærket og mærker, at der i behandlingssystemet er en stigende interesse og forståelse for, at en indsats på den psykologiske vinkel på diabetes er meget vigtig for at opnå gode resultater af diabetesbehandlingen. Ligesom det også er dokumenteret, at mennesker med diabetes har et behov for at få hjælp til at håndtere de psykiske udfordringer, der følger med sygdommen.
─ Så er det jo bare spørgsmålet, om den politiske prioritering og pengene følger med, tilføjer Julie Lindberg Wad med et skævt smil.
─ Men jeg både tror og håber, at behandlingen af mennesker med diabetes i løbet af de kommende år vil opleve mere kvalificeret hjælp til de psykiske aspekter af at have diabetes. Jeg tror også, at vi vil se mere tværfaglighed i behandlingstilbuddet med samarbejdende psykiater, socialrådgiver og fysioterapeut. I alt fald på type 2-diabetesområdet tror jeg, medicinen med tiden bliver så god, så fokus vil flytte sig i retning af disse specialer også, siger Helle Nergaard Grønbæk.