Den tredje livsledsager er tænkt ind i testamentet

Guido og Lene Beer har ingen børn og dermed ingen livsarvinger udover hinanden som ægtefæller. Men de har en tredje livsledsager: Guidos type 1-diabetes. Derfor har de valgt at testamentere til Diabetesforeningen.

Guido Lene Beer
17. maj 2022 | Af Terese Werner | Foto: Nils Meilvang [email protected]

Da Guido Beer var 10 år, hørte han en læge sige til hans mor, at hun nok ikke skulle regne med, at han ville blive 50. Det var i efterkrigstidens Berlin, hvor Guido er født og har levet, indtil han i begyndelsen af 1970’erne mødte sin hustru og rykkede til Hjørring, hvor parret stadig bor i dag. Til sommer runder Guido 75 år.

Guido Beer havde været medlem af den tyske diabetesforening, siden han fik diabetes som niårig. Efter at være flyttet til Hjørring, meldte han sig også ind i Diabetesforeningen her i Danmark, hvor han blandt andet også har været aktiv i den lokale forening.

– Det er ikke så forfærdelig længe siden, at vi lavede testamentet. Vi har ingen børn og havde derfor talt om at få lavet et testamente. Da vi fandt ud af, at man kan testamentere til foreninger, var Diabetesforeningen det logiske valg for os, fordi diabetes har været min livsledsager, siden jeg var ni år gammel, fortæller Guido og hustruen Lene supplerer:

– Vi har andre alvorlige sygdomme i familien, men der var ingen tvivl om, at det skulle være Diabetesforeningen. Vi har jo været sammen i 51 år, og selvom jeg ikke selv har diabetes, har det også fyldt meget i mit liv.

Læs mere: Sådan testamenterer du til Diabetesforeningen

Der var derfor ingen uenighed eller tvivl hos ægteparret: Deres tredje livsledsager, Guidos diabetes, skal betænkes gennem Diabetesforeningen, når de ikke er her mere.

Guido Lene Beer 2
Guido og Lene Beer, 74 og 67 år. Bor i Hjørring, begge er pensionister. Guido har været medlem af Diabetesforeningen, siden han flyttede fra Tyskland til Danmark i 1974. Før det var han medlem af den tyske diabetesforening. Han har været aktiv i lokalforeningen i Hjørring, en overgang også som formand.

En fremtid uden diabetes

– Jeg ville ønske, at Guido på ni år havde haft de muligheder, der er i dag – og flere til. Jeg drømmer om, at man kan blive helt fri for diabetes, men man kan nok ikke helbrede det, men det kan blive nemmere, siger Guido Beer.

– Nu har jeg en Libre, men dengang anede vi jo ikke, hvor vi lå. En blodsukkermåling tog cirka 25 minutter, fra den blev taget, til resultatet var der.

– Jeg er vokset op med at tælle kulhydrater, og jeg vil stadigvæk gerne vide, hvor mange kulhydrater jeg spiser, og hvor meget insulin jeg skal have, siger Guido.

– Ja, og du spiser stadig en ostemad frem for et stykke kage, indskyder Lene og forklarer, at de begge er glade for, at Guido endelig fik en sensor.

– Symptomerne ændrer sig med alderen. Kroppen viser ikke længere på samme måde, hvis du er lav. Så det er godt, at du har fået en sensor, der kan fortælle os det.

Forskning og teknologi står derfor højt på Guido og Lenes ønskeliste over, hvad deres midler bliver brugt på af Diabetesforeningen. Herunder også foreningens kamp for lige adgang til udstyr:

– Jeg forstår ikke, at det ikke er en allemandsret at få en sensor. Og jeg forstår ikke den krig, der er mellem kommuner og regioner om udstyr. Derfor vil jeg gerne støtte et lobby-arbejde, der bliver gjort for at give lige adgang til teknologi til alle med type 1-diabetes, siger Guido.

Godt at have det på plads

– Da vi gik til advokaten, blev vi klar over, at 30 procent af formuen går til SKAT, men at vi kunne testamentere til Diabetesforeningen i stedet.

– Jeg havde allerede tænkt og læst lidt om den mulighed, så da advokaten viste os en liste over foreninger, man kan betænke, var Diabetesforeningen på listen og det helt logiske valg for os, fordi min diabetes jo har været min tro følgesvend, siden jeg var ni år gammel, forklarer Guido.

Hverken han eller hustruen har haft de store betænkeligheder ved at arrangere testamentet på den måde. Tværtimod giver det ro, at der er styr på det, siger de:

– Det har givet os det, at vi ved, hvad der sker med vores midler, når vi ikke er her mere, og at der er orden i tingene, hvis vi begge falder væk samtidig.

Tusind tak til Guido og Lene Beer for at fortælle om deres beslutning. Og tak til alle, der via testamente er med til at forbedre tilværelsen for mange mennesker med diabetes (red.).


image-text
Arvefolder forside

Støt diabetessagen i dit testamente

Så kan vi hjælpe flere til et godt liv med diabetes - og kæmpe for en fremtid uden. Se her, hvordan du kan testamentere til foreningen.

Gør en forskel - gode råd fra advokaten

Vibeke Web
Vibeke Andersen, advokat. Telefon 29 65 14 97

Advokat Vibeke Andersen giver gode råd til det, der er vigtigt at være opmærksom på, hvis du testamenterer til en velgørende organisation.

Hvem er mine legale arvinger?

Den legale arv, er den arv, der tilfalder dine arvinger efter lovgivningen, hvis ikke du har oprettet testamente. Er man gift arver ægtefællen halvdelen af arveladerens ejendele, når denne efterlader sig livsarvinger.

Er der ikke livsarvinger arver ægtefællen alt. Arveloven fordeler derudover arven efter dig i arveklasser:

  • Livsarvinger
    Har du ikke en ægtefælle eller børn, går man videre og ser på næste gruppe.
  • Arveklasse 2 – Forældre
    Er de døde: Dine søskende. Er de døde: Deres mulige børn, altså dine nevøer/niecer.
  • Arveklasse 3 – Bedsteforældre
    Er de døde, går arven til deres børn: Dine farbrødre, fastre morbrødre og mostre. Dine fætre og kusiner kan efter arveloven ikke komme i betragtning til arven og er altså ikke arveberettigede.

Vær opmærksom på

  • Din arv tilfalder staten, hvis der ikke er levende arvinger i 3. arveklasse, og du ikke har oprettet testamente.
  • Dine tvangsarvinger er din ægtefælle og dine børn/livsarvinger.
  • En fjerdedel af arven efter dig er tvangsarv. Den deles med halvdelen til dine børn (livsarvinger) og halvdelen til din ægtefælle. Har du kun en af delene, går de 25 procent dertil.
  • Trefjerdedel af det, der falder i arv efter dig, kan du testamentere, som du vil.
  • Har du ingen tvangsarvinger, kan du frit disponere over alle dine værdier og ejendele.

Hvor bør jeg være opmærksom, når jeg skriver testamente?

Det er en god idé at gøre arven til modtagerens særeje. Med særeje sikrer du, at dit barn beholder hele din arv i tilfælde af skilsmisse og død.

Rigtig mange tror, at man arver efter hinanden, hvis man har boet sammen i to år. Det er forkert. Er man samboende uden at være gift, skal der oprettes testamente, hvis man skal arve efter hinanden.

Er man sammenbragt familie, er det vigtigt at oprette testamente, så børnene arver ligeligt, uanset hvem der dør først. Stedbørn arver ikke, medmindre det er anført i et testamente.

Hvad hvis jeg ikke har arvinger?

Hvis du ikke har arvinger efter arveloven og ikke ønsker, at staten skal arve dig, er det vigtigt at oprette testamente. Du kan for eksempel vælge at testamentere til en ven eller til en velgørende organisation.

Hvis jeg vil testamentere til velgørende organisation?

Det er vigtigt at gøre sig klart, hvem man gerne vil støtte, og om du har ønsker til, om arven skal bruges på en bestemt måde. For eksempel:

  • Hvilken fordeling, der skal være, hvis der er flere velgørende institutioner, du vil betænke.
  • Hvordan boet skal behandles.
  • Om de, du vil begunstige, er fritaget for afgift. Det er en altid en god idé at få bistand hos en advokat til arvesager.
Støtte3

Vidste du?

Du kan i nogle tilfælde betænke både dine pårørende OG en forening efter dit ønske - UDEN at dine pårørende arver mindre. Det kan du, fordi nogle foreninger, herunder Diabetesforeningen, er fritaget for afgift.