Diabetesforeningen i skarp appel: Næste regering skal give kronikerløfte

Antallet af kronisk syge stiger voldsomt, mens antallet af ansatte i sundhedsvæsenet falder. Det er en stille sundhedskatastrofe, der kræver opmærksomhed nu. Det mener Diabetesforeningen, der opfordrer en kommende regering til at afgive løfte om at knække kronikerkurven og give tryghed for bedre behandling og gøre op med postnummerlotteri.

Kronikerplan Webnyhed
15. september 2022 | Af Birgitte Hougaard [email protected]

Diabetesforeningen sender en skarp appel: Den næste regering bør give et løfte til den mere end ene million danskere, som har en kronisk sygdom.  For i dag kæmper diabetes-, lunge-, hjerte- og gigtpatienter med mangelfulde eller usammenhængende forløb.

Borgere med kronisk sygdom deltager ufrivilligt i et urimeligt postnummerlotteri og kæmper med, at diagnosen ofte stilles for sent. Det koster livskvalitet og leveår, og det koster også på tilknytningen til arbejdsmarkedet på et tidspunkt, hvor både dansk velstand, økonomi og sundhedsvæsen er under pres.

Vi står med en stille sundhedskatastrofe, og derfor sender vi en skarp appel til de danske politikere og til den kommende regering: Kom ind i kampen. Giv et kronikerløfte.

Gruppen af kronisk syge vokser kraftigt, fordi vi bliver flere ældre. I 2030 vil vi i Danmark være flere end 700.000 danskere over 75 år. Og alene antallet af mennesker med diabetes vil vokse fra 280.000 i dag til 467.000 i 2030.

– Vi står med en stille sundhedskatastrofe, og derfor sender vi en skarp appel til de danske politikere og til den kommende regering: Kom ind i kampen. Giv et kronikerløfte. Giv os tryghed for god behandling med sammenhængende forløb, bedre og længere liv med kronisk sygdom – og gør op med postnummerlotteriet, siger Claus Richter, adm. direktør i Diabetesforeningen.

– Politikerne skal knække den kroniske kurve, sikre livskvalitet og lægge ekstra år til på arbejdsmarkedet for mennesker med kronisk sygdom. Hvis man opdager sygdommene i tide, investerer i bedre og mere sammenhængende patientforløb og sikrer lige adgang til behandling og teknologi uanset postnummer, kan man leve bedre og længere med kronisk sygdom. Det er til fordel for sundhedsvæsen, samfundsøkonomi – og ikke mindst for det enkelte menneske, siger Claus Richter.

Som et eksempel på, hvor presset sundhedsvæsnet vil blive, peger han blandt andet på, at borgere med type 2-diabetes havde over tre millioner besøg hos deres praktiserende læge i 2015. I 2030 vil det tal stige til seks millioner, mens antallet af praktiserende læger er faldet de sidste fem år. Og omkring 160.000 danskere står lige nu uden praktiserende læge.

Politikerne skal knække den kroniske kurve, sikre livskvalitet og lægge ekstra år til på arbejdsmarkedet for mennesker med kronisk sygdom.

Diabetesforeningen ønsker at sætte fokus på den stille sundhedskatastrofe og er i dag vært ved konferencen ”Sundhedspolitisk Åbningsdebat 2022” på Christiansborg. Her fremlægger foreningen et konkret forslag til, hvordan den kroniske kurve skal knækkes. Det skal ske ved hjælp af en kronikerpakke med tre ambitiøse mål: Andelen af danskere som udvikler kronisk sygdom skal falde. Danskere med kronisk sygdom skal leve længere og bedre. Og flere danskere med kronisk sygdom kan blive på arbejdsmarkedet længere.

KRONIKER Plan 2022 Forside

Den kroniske kurve skal knækkes

Diabetesforeningen fremsætter her fire konkrete forslag til, hvordan vi kan forbedre kronikerindsatsen i Danmark.

Diabetesforeningen peger på fire konkrete politiske bud, der skal bringe os til målene:

Lær af kræftforløbene, hvor patientrettigheder og pakkeforløb har forbedret overlevelsesraterne. Opspor tidligt de hundredetusindevis af mennesker, der går rundt med en kronisk sygdom uden at ane det. Giv alle adgang til den nyeste og bedste behandling uanset, hvor de bor, for det sker ikke i dag. Og lær at se sundhed som en investering – ikke som en omkostning.

– Investeringer i den rette behandling af kronisk sygdom giver pengene igen i form af færre indlæggelser og flere år på arbejdsmarkedet for mennesker med kronisk sygdom. Og så er der livskvaliteten, der er umulig at gøre op i kroner og øre for den enkelte, siger Claus Richter.

Læs også

Debatindlæg: Den næste regering skal give et kronikerløfte