En runde er vundet i kampen om kørekortregler

Reglerne om kørekort kan være lidt af et benspænd for personer med diabetes. Derfor har Diabetesforeningen presset på for at få reglerne ændret. Transportminister Trine Bramsen har lyttet og handler nu på urimelige kørekortregler, der bremser arbejdslivet som buschauffør for mennesker med type 1-diabetes.

Kørekort
06. oktober 2022 | Af Lisbeth Maindal [email protected]

Tiden og den sundhedsfaglige behandling har overhalet meningen med de ekstra strikse regler for mennesker med type 1- og type 2-diabetes på kørekortområdet. Det skriver transportminister Trine Bramsen på Altinget.dk.

Derfor bliver de regler, der ellers har bremset arbejdslivet som buschauffør for mennesker med type 1-diabetes nu ændret. Som reglerne er i dag, kan personer med type 1 diabetes slet ikke få godkendt kørekort til bus. Fremover vil de blive ligestillet med andre og få en konkret og individuel vurdering af deres sag, hvis de søger om et buskørekort eller skal have deres kort fornyet. 

Vi fortsætter med at kæmpe for, at andre regler på kørekort området f.eks. til almindelig bil kommer til at passe til virkeligheden og et bedre liv med diabetes.

”Vi kan og skal allerede nu ændre den danske praksis. Hidtil er læger eksempelvis blevet vejledt i ikke at anbefale buskørekort til personer med type 1-diabetes. Det er i mange tilfælde helt urimelig vejledning, og derfor kommer der nye anbefalinger på det område,” skriver Trine Bramsen i et indlæg i Altinget.

Læs også: Diabetesforeningens forslag til ændringer i regler om kørekort

I første omgang betyder det, at der nu ændres på den vejledning, der vejleder lægerne, når de skal afgive en helbredserklæring til personer med diabetes. Siden 2017 har lægerne pga. vejledningen frarådet at udstede eller forny buskørekort til personer med type 1-diabetes. En, ifølge ministeren og Diabetesforeningen, helt urimelig vejledning. Derfor kommer der nye regler på området nu.

– Vi har i Diabetesforeningen længe kæmpet for mere sund fornuft i kørekort-reglerne, og med initiativet fra Trine Bramsen har vi vundet en runde i diabeteskampen. Vi fortsætter med at kæmpe for, at andre regler på kørekort området f.eks. til almindelig bil kommer til at passe til virkeligheden og et bedre liv med diabetes, siger Claus Richter, adm. direktør i Diabetesforeningen.

Danmark skal gå forrest i EU

Transportministeren har samtidig taget konkret initiativ til at bede EU godkende ændringer i den danske praksis. Reglerne om kørekort stammer nemlig fra EU og er fælles for alle medlemslande.

Trine Bramsen har lyttet til Diabetesforeningens forslag til, hvordan EU-reglerne kan ændres, så de både tager hensyn til trafiksikkerheden og gør livet lidt nemmere for personer med diabetes.

...ifølge statistikken, er personer med diabetes ikke involveret i flere trafikuheld end andre.

Diabetesforeningen mener, at hvis man sammen med sin læge kan dokumentere, at ens diabetes er velreguleret og / eller, at man ikke har haft alvorlige tilfælde af hypoglykæmi inden for en periode på fx 5 år, så skal man kunne få udstedt sit kørekort med samme varighed som alle andre. For ifølge statistikken, er personer med diabetes ikke involveret i flere trafikuheld end andre, og med nutidens teknologi og behandlingsformer er det muligt at være i meget præcis kontrol med sit blodsukker også med diabetes.

De forslag vil nu blive sendt til EU-Kommissionen i Bruxelles - og Danmark vil bede om lov til at gennemføre dem i Danmark.

”I Danmark er vi gode til at opdage og regulere diabetes og langt de fleste mennesker med diabetes lever uden daglige gener. Derfor er det på tide, at vi ser på de krav, der gælder for kørekort til mennesker med diabetes. Det er nemlig sådan i dag, at der er skrappere regler for erhvervelse og fornyelse af kørekort, hvis man har fået konstateret diabetes. Også selvom man har fuld kontrol over sin diabetes”, skriver transportministeren.

Ministeren understreger, at det aldrig har været meningen at genere velfungerende og velregulerede mennesker med diabetes, der gerne vil passe deres arbejde.

Derfor vil Danmark også arbejde for at ændringerne på længere sigt kan gøres gældende i hele EU, når EU’s kørekortsdirektiv skal revideres i løbet af det kommende år. 

– I Diabetesforeningen kæmper vi med for, at det skal lykkes, at Danmark kan gå i front og vise nye veje, så kørekortreglerne kan komme til at passe til nutiden. Og for at man ikke skal kæmpe frustrerende kampe mod sagspukler og ventetider, der begrænser både frihed og arbejdsliv, siger Claus Richter.

Læs også: Diabetesforeningens rådgivning om kørekort