Fem ting du skal vide om Sund med Golf
Sund med Golf er et motionstilbud til mennesker med kronisk sygdom. Diabetesforeningen står bag projektet i samarbejde med kommuner og golfklubber landet over. Foreningens frivillighedskonsulent på motionsområdet Claus Borup Skovsgaard præsenterer fem ting, du skal vide om tilbuddet.
Sund med Golf er et lavintensitets motionstilbud
Når du spiller golf, går du op omkring 10 kilometer på én hel runde, men det er en lavintensitets sportsgren, som i virkeligheden er lidt ligesom at gå en tur. Det er også de samme fordele, du får. Golf fungerer lidt ligesom intervalgang, hvor du bare også en gang imellem svinger en kølle og slår en bold afsted.
Sund med Golf er godt for både fysisk og mental sundhed
Tilbuddet kombinerer fysisk aktivitet og mental sundhed i et aktivt fællesskab med andre ligesindede. Gåturen rundt på golfbanen er en nem motionsform, som kan være med til at forebygge eller udskyde følgesygdomme. For mennesker med diabetes hjælper det til en bedre blodsukkerregulering og har samtidig en positiv effekt for hjertet, da det hjælper til et bedre kredsløb. Turen rundt på golfbanen kan også være med til at forebygge knogleskørhed. Når du går og spiller i en gruppe med to-tre andre, mærker du samtidig glæden ved at være social og indgå i et fællesskab med andre. Det er et motionstilbud i nogle trygge rammer, hvor du ved, at alle deltagere har en kronisk sygdom eller er tæt på en, der har en kronisk sygdom.
Find et Sund med Golf-tilbud nær dig
Halvdelen af deltagerne fortsætter med at spille golf efter forløbet
Omkring 50 procent af dem, der deltager i et Sund med Golf-introforløb, vælger at fortsætte med at spille golf efter introduktionsforløbet på 4-6 uger er slut. De mennesker, der ikke vælger at fortsætte, taler Diabetesforeningen med og vejleder i forhold til, hvilken anden motionsform der i stedet kunne være noget for dem. Foreningen arbejder aktivt på at hjælpe folk videre til en anden motionsform, de kan blive glade for og have lyst til at fortsætte med.
Det er nemmere at holde fast i gode motionsvaner sammen med andre
Man ved fra forskning, at man har større succes med at holde fast i nye motionsvaner, hvis man gør det sammen med andre. Derfor er tilbuddet også åbent for, at man kan tage pårørende med. Vi kan se, at det at blive inkluderet i en klub kan rigtig meget i forhold til fastholdelse. På samme måde er der større sandsynlighed for, at man bliver ved, hvis man har sin kone, datter, søn eller ven fra vejen med til aktiviteten. Det handler også om, at man laver nogle aftaler med andre end sig selv. Det er nemmere at droppe det, hvis du har planlagt en løbetur alene, men det forpligter på en anden måde, når du fx har en aftale om at spille en golfrunde med tre andre, og du ved, de venter på dig.
Det er nemt at komme i gang
Hvis du er medlem af Diabetesforeningen og gerne vil i gang med at spille golf, er det nemt at komme i gang. Gå ind på diabetes.dk/sundmedgolf. Her finder du et danmarkskort, der giver overblik over alle de aktive golf-tilbud, Diabetesforeningen har i hele landet. Der står, hvem der er aktivitetsleder på de enkelte tilbud, og hvis du tager kontakt til aktivitetslederen på et tilbud i dit lokalområde, så hjælper de dig i gang. Hvis du bor et sted, hvor der ikke er et tilbud, kan du tage kontakt til Diabetesforeningen, så hjælper vi med at sætte et tilbud i gang. Det kræver ikke noget særligt at gå i gang med at spille golf. Du skal have lyst til at mødes med andre og komme ud i den friske luft. Du behøver ikke nødvendigvis have et godt boldøje, og du kan sagtens spille med, selvom du for eksempel går med rollator. Det behøver ikke være en barriere. Du starter der, hvor du er i forhold til dit niveau, og så arbejder du videre derfra. Der er tilkoblet en professionel træner på hvert introforløb, der hjælper dig i gang.
Klaus Gundertofte er frivillig aktivitetsleder for Sund med Golf
I artiklen Fysisk og mental sundhed styrkes på greenen fortæller Klaus Gundertofte, der er frivillig aktivitetsleder for Sund med Golf i Ishøj Golfklub, om, hvorfor han er frivillig, og hvad det er golf giver til både den fysiske og den mentale sundhed. Læs artiklen