Vi måtte rykke hospital, for at Frida kunne få en pumpe

– Frida fik type 1-diabetes, da hun var 10 år. Ret hurtigt fik hun et ønske om at få en insulinpumpe. Vores sygeplejerske i Aarhus kunne ikke tilbyde hende en, men sagde, at vi havde bedre chance, hvis vi rykkede til et andet af regionens sygehuse. Efter et halvt år på pen rykkede vi til Viborg, og Frida fik sin pumpe.

– Men hvad med de familier, der ikke har overskud til at være så insisterede og køre de ekstra kilometer? Det giver ingen mening, og det må være enormt fagligt utilfredsstillende for personalet, som ikke kan give den bedste behandling på grund af en absurd kassetænkning.

Jeg blev efterladt med en diagnose og et hav af spørgsmål

– For nogle måneder siden blev jeg indlagt med noget helt andet. Ved et tilfælde opdagede de, at mit blodsukker var alt for højt, og jeg blev sendt videre. Lægen sagde bare: “Du har type 2-diabetes. Du skal begynde at tænke over din kost og dyrke motion”. Jeg blev sendt hjem med en pjece og en recept på metformin. 

– Ingen talte med mig om, hvad det egentlig betød, og hvordan jeg nu skulle leve mit liv. Selvom jeg er ressourcestærk og selv begyndte at søge på nettet, følte jeg mig meget alene. Meget er forandret og så alligevel ikke, for jeg føler mig ikke syg. Men der er jo ting, jeg skal ændre for ikke at få følgesygdomme. Jeg har skruet op for træningen, men det med kulhydrater er en jungle.

– Jeg kunne godt havde brugt et forløb, hvor jeg blev hjulpet ordentligt i gang og fik nogle konkrete redskaber til at leve godt med type 2-diabetes. 

En god start med diabetes bør være for alle

– Da jeg fik konstateret type 2-diabetes sendte min læge mig hurtigt videre til et forløb hos Center for Sundhed og Forebyggelse i Odense Kommune, og det var en stor hjælp. Vi var en gruppe nydiagnosticerede, der over et halvt år mødtes ti gange til oplæg om kost, motion og følgesygdomme – altid efterfulgt af en fysisk aktivitet eller meditationsøvelser.

– Det var rart at kunne tale åbent om sygdommen og få konkrete redskaber til hverdagen. Jeg er blevet mere bevidst om min kost, og jeg føler mig godt klædt på til at leve med diabetes. Jeg er bare overrasket over, at ikke alle får den mulighed.

– Det burde være en selvfølge, at alle nydiagnosticerede med type 2-diabetes bliver tilbudt et kursus som det – uanset hvor i landet man bor.

Det er uretfærdigt, at geografi betyder så meget

– Jeg har kæmpet med højt blodsukker siden december sidste år, og intet virker, når jeg forsøger at fikse det. Jeg har fået konstateret diabetesstress, og det tager på overskuddet i hverdagen, når det er værst. Min læge sagde, at jeg godt kan blive godkendt til en pumpe, men at mit eget ambulatorium har stoppet uddelingen af pumper på grund af manglende ressourcer.

– Nu har jeg søgt hen til Steno i Aarhus, men intet er sikkert. Når jeg hører, hvor gode forudsætninger de har i Region Syddanmark, ærgrer jeg mig over, at jeg ikke bor der.

– Jeg har hørt fra mange andre, der har haft det som mig, at de har fået det bedre af at få en pumpe, men fordi jeg bor, hvor jeg gør, kan jeg ikke få en selv. En pumpe kan hjælpe på min diabetesstress, men jeg er langt fra sikker på at få én.

Jeg måtte skifte læge, for at få den rette hjælp

– Jeg fik et chok, da jeg fik min type 2-diabetes diagnose. Både på grund af selve sygdommen, men næsten mest på grund af den manglende hjælp og støtte fra min læge. Det eneste, jeg fik at vide, var, at jeg aldrig kommer af med det, og at jeg kunne melde mig ind hos Diabetesforeningen.

– Jeg blev så frustreret, bange og faktisk lidt skamfuld, fordi jeg jo ikke vidste noget om sygdommen. Jeg skiftede til en anden læge i samme kommune, for jeg tænkte, at det ikke kunne være rigtigt, og det var en helt anden oplevelse. Jeg fik støtte, info og strimler til at måle blodsukker.

– Der følte jeg mig meget mere tryg, og den nye læge sagde endda, at alt det her burde jeg have fået at vide før. Jeg har heldigvis ressourcerne til selv at kunne søge info og hjælp, men det er der mange, der ikke har.