Familie fra lotteriet: Vi vil undgå, at andre får samme chok

Forestil dig at være syv år gammel igen. Du har måske lige løbet på gangen, leget med dine venner eller måske endda forstyrret i en matematiktime.

Ville du lige nu kunne svare på, hvor mange gram kulhydrater, der er i en banan eller i en Kinder chokoladebar?

Nej?

Det kan syvårige Marcus. Han kan i øvrigt også styre den lille computerlignende insulinpumpe, der sidder i hoften på ham. Det har han ikke altid kunnet. Og det er virkelig ikke så nemt, som han får det til at se ud.

For bag drengen, der har styr på det hele, findes utallige frustrationer, en stejl læringskurve og en forælder, der gik ned med stress.

Marcus pryder i dag forsiden af Diabetesforeningens forårslotteri 2026 for at sætte fokus på netop det. 

Vi vil virkelig gerne undgå, at folk får samme chok som os på grund af uvidenhed. Hvis det her kan skabe noget synlighed omkring diabetes, så befolkningen generelt har lidt mere styr på det, vil det være en kæmpe hjælp for alle.

Hvad fejler vores søn?

November 2023 så ud til at blive fuldstændig, som den plejer for familien Assersen i Munkebo på Fyn. I huset med de to voksne og tre børn så alt nemlig fint ud. Men den yngste søn Marcus var godt nok begyndt at tisse meget.

- Vi tænkte egentlig ikke så meget over det i starten, men undrede os bare. Til sidst syntes vi, det var ekstremt, da han var oppe otte gange om natten. Vi var overbeviste om, at det måtte være blærebetændelse, siger Line Assersen, mor til Marcus.

Inden de gik til lægen, bankede familien på hos naboen, der er lægesekretær. Hun lå inde med et par strips, man kan tisse på for at måle forskellige ting i kroppen. Da de kiggede på sukkerniveauet, fik de et chok.

- Strippen var jo blevet helt sort, hvilket betød, at han havde meget sukker i urinen. Vores nabo fortalte, at det altså måtte være diabetes. Men det havde vi jo nærmest aldrig hørt om før, og det troede vi da ikke, vores søn kunne få, fortæller Line Assersen.

En forskrækkelse

Det eneste kendskab, den fynske familie havde til diabetes dengang, var Line Assersens onkel, der har type 1-diabetes. Men det var ikke noget, der var blevet talt særligt meget om. Derfor tog frygten for det ukendte over.

Jeg var knust over, at Marcus havde fået diabetes, for jeg var sikker på, at han aldrig måtte få sukker eller spise det, vi andre må. Jeg vidste jo intet om det, så jeg gik faktisk lidt i panik over det.

Familien tog hurtigt mod hospitalet, og her blev de taget godt imod af personalet. Meget bedre end de havde troet.

- Vi var jo i vildrede, men de fik beroliget os på hospitalet og fik fortalt os meget mere om diabetes, end vi vidste i forvejen. I starten var det uvidenheden, der var mest skræmmende, og noget af det gik væk, da vi hørte mere, siger Line Assersen. 

En helt ny hverdag

Marcus Assersen var fem år gammel, da han fik konstateret type 1-diabetes. En alder hvor især én ting er populært.

- Han er jo en rigtig sukkergris, og nu skulle vi stå som forældre og fortælle ham, at han altså ikke kunne spise som før. Det kan lyde som en lille ting, men det er jo helt nyt, hvis man er vant til godt at måtte spise en skål slik om fredagen. Det er et arbejde at skulle forklare til en på fem, siger Line Assersen.

Men der kom hurtigt større problemer end de nye slikvaner. Hjemmet skulle udstyres med varer, der hjælper mod lavt blodsukker. Marcus’ søskende skulle informeres om diabetes, og så skulle mor til at være ufrivillig ekspert i et emne, hun ikke vidste noget om.

Der er 7 gram i en Kinder og 20 gram i en banan.

- Det var mig, der skulle have styr på det hele. Jeg skulle lære alt om sygdommen, jeg skulle lære at forstå tallene, og det var mig, der bekymrede mig om det hele. På fire måneder havde jeg kæmpet for at lære det. Og i den intense periode kunne jeg bare ikke give slip på kontrollen, siger Line Assersen.

Ramt af diabetesstress

En konstant tændt telefon, søvnløse nætter og utallige bekymringer om, at det hele skulle være perfekt, blev til sidst for meget for Line Assersen. Hun blev sygemeldt med stress i et halvt år.

- Jeg knækkede simpelthen af det pres, der kommer af sygdommen, men som jeg også selv lagde på mig. Jeg vil jo have, at mit barn har det så godt og perfekt som muligt, så hans blodsukkerniveau måtte overhovedet ikke ligge udenfor det ønskede område, og det er bare ikke muligt, siger hun.

Det var mig, der skulle have styr på det hele. Jeg skulle lære alt om sygdommen, jeg skulle lære at forstå tallene, og det var mig, der bekymrede mig om det hele. 

I den periode skete der også det, der ikke måtte ske. Vi blev ringet op fra børnehaven, der fortalte, at de bare ikke kunne få Marcus’ blodsukker til at stige. Vi gik jo i panik, og jeg ræsede ned til skolen for at få styr på det, siger Line Assersen.

Det viste sig, at pædagogerne var kommet til at give ham 10 enheder i stedet for 10 gram insulin. Marcus fik det dårligt og har ikke kunnet slippe den oplevelse siden.

Ny ekspert i hjemmet

Fra den dag har Marcus haft svært ved at lade andre håndtere sin diabetes. Det skal helst være mor, der tager sig af den, men hun kan ikke være der hele tiden, og hvad gør man så?

- Vi begyndte jo at se, at Marcus ville være med til alt, der handlede om sin diabetes. Han ville vide noget om kulhydrater, insulin og alt derimellem. Og lige pludselig var han jo begyndt at kunne meget af det selv – med vores hjælp selvfølgelig, siger Line Assersen.

Synet af sin søn, der hver dag bliver bedre og bedre til at styre sin egen sygdom, gjorde også noget ved Line Assersen.

- Det var helt sikkert med til at lære mig at give slip på kontrollen. Altså det hele skal nok gå. Man kan jo gå og bekymre sig hele tiden, men vi gør det så godt, vi kan, og så er det okay, at tallene ikke ligger perfekt hele tiden, for det kan de ikke, siger hun.

Spørger man Marcus selv, er han ret ydmyg omkring sin viden, for der er stadig meget at lære. Men antallet af kulhydrater i en Kinder chokoladebar eller en banan, ligger på rygraden: 

- Der er 7 gram i en Kinder og 20 gram i en banan, siger han.

Viden har reddet hverdagen

Familien Assersen fik en hård start på diabetes, men én ting har hjulpet dem hele vejen igennem.

- Det har jo været viden og information, der har fået os på rette kurs, hver gang det har været svært. Vi fik en fantastisk introduktion på hospitalet, og så har vi kæmpet os til mere viden parallelt med hverdagens problematikker, siger Line Assersen.

Og det er præcis derfor, de har valgt at lade Marcus være på forsiden af Diabetesforeningens forårslotteri.

- Vi vil virkelig gerne undgå, at folk får samme chok som os på grund af uvidenhed. Hvis det her kan skabe noget synlighed omkring diabetes, så befolkningen generelt har lidt mere styr på det, vil det være en kæmpe hjælp for alle, siger Line Assersen.

- Samtidig er det også for at give Marcus noget anerkendelse. Han kan så meget, som de fleste syvårige ikke kan, og det skal hyldes. Og det, synes han, er ret sejt, når skolekammeraterne nu skal se skrabelodderne med hans ansigt på, siger hun.

Vær med i Forårslotteriet her