Fem Diabetesrådgivere

Diabetes og insulin

Når du er vant til at tage din insulin, kan du sagtens fortsætte dine gode rutiner på ferien, så din diabetes er velreguleret.

Din insulin er vital for dig, og måske også noget af det, du tænker mest på i relation til din ferierejse.

Hvor meget skal du have med? Bruger jeg mere end hjemme? Hvordan beregner jeg mit behov for insulin, når jeg spiser anderledes? Kan jeg købe insulin i udlandet? Må jeg have mit diabetesudstyr med på et fly? Sådan lyder nogle af de spørgsmål, vores diabetesrådgivere ofte får.

Du kan sagtens fortsætte dine gode rutiner på ferien, så din diabetes forbliver er velreguleret. Det vigtige er, at du har nok insulin med, og at du får den fulde effekt af insulinen.

I god tid før ferien

Sørg for at købe ekstra insulin, strips og blodsukkerapparater i god tid før ferien. Tag hellere for meget med end for lidt. Pak det i to tasker, så du er sikret, hvis den ene taske bliver væk, og hav en praktisk håndtaske til det udstyr, du altid skal have med dig.

Få en aktuel lægeerklæring

Vi anbefaler også, at du i god tid får en aktuel lægeerklæring. 

Lægeerklæringen er din bedste dokumentation for, at du har diabetes og dermed behov for din medbragte medicin. Hvis du går til kontrol i et diabetes-ambulatorium, kan du få dem til at stemple og underskrive lægeerklæringen gratis.
Din praktiserende læge kan også underskrive en lægeerklæring, men her koster det som regel et gebyr.

Som supplement kan du have kopi af din recept, medicinens originalemballage – og især på rejser i USA kan det også være nyttigt at have ID-/medlemskort til Diabetesforeningen med.

Pas på kulde og varme

Insulin kan ikke tåle store udsving i temperaturen. Stærk kulde eller varme kan betyde, at den ændrer styrke. Derfor er det vigtigt, at du opbevarer din insulin, så den er beskyttet mod temperaturudsving.

Ski, sol, fly eller bil?

Hvis du er på skiferie, skal du have både insulin, strimler og blodsukkerapparat i en lun inderlomme. Hav gerne et ekstra blodsukkerapparat med, hvis det første svigter på grund af kulde.

Vær også opmærksom på, hvor du opbevarer dit medicinske udstyr. Insulin skal i håndbagage, kan ikke tåle frost som der er i lastrummet. Et handskerum i en bil er også temperaturfølsomt, når bilens klimaanlæg er slukket. Hvis du tager insulin med til pool eller strand, er det nødvendigt at isolere insulinen mod sol og varme.

Indlægssedlen giver svaret

Hvis du er nysgerrig efter at vide præcis, hvor store temperaturudsving din insulin kan tåle, så kan du læse det på indlægssedlen.

 

Vi er her for at hjælpe

Få svar på dine spørgsmål

Vi er her for at hjælpe

Hver dag rådgiver vi personer med diabetes - vi kan også hjælpe dig.