Type 1-diabetes: sådan bliver du klar til krise
Her er gode råd om hjemmeberedskab til dig med type 1-diabetes.
Har du type 1-diabetes, er der nogle ekstra ting, du bør have i dit hjemmeberedskab. Det gør dig bedre forberedt, hvis der opstår en krise, hvor du skal klare dig selv i tre dage.
Find tjekliste og gode råd til dig med type 1-diabetes før og under en krise her
På denne side får du tips til, hvordan du kan forholde dig, og hvordan du prepper fx medicin, udstyr og mad til at tage hånd om din diabetes under en krise.
Siden her er en tilføjelse til rådene fra Styrelsen for Samfundssikkerhed. Vi anbefaler, at du også følger myndighedernes generelle råd, så du er godt forberedt i tilfælde af kriser.
Sådan sikrer du medicin til din diabetes under en krise
Vi anbefaler, at du har lidt ekstra på lager, så du kan klare dig i tre dage.
Hent din medicin på apoteket i god tid og tjek jævnligt udløbsdato og hvor mange udleveringer, der er tilbage på din recept – så er du på den sikre side.
Skulle der komme internetafbrydelser, er det en god ide at have printet din recept ud og skrive ned, hvor og af hvem du får behandlinger, så du ikke er afhængig af at have internet.
Insulin og injektionsmedicin
Insulin og nogle typer injektionsmedicin kan give lavt blodsukker. Derfor bør du have et lille lager til tre dage af fx juice, druesukker, honning eller Glukagon, der kan få blodsukkeret op.v
Bruger du insulinpumpe, så sørg for både at have én pen med hurtigvirkende insulin og én med langsomt virkende insulin og hav kanyler til pennene som reserve, til hvis pumpen ikke virker. Husk jævnligt at tjekke, hvor længe pennene kan holde sig.
Frioposer holder insulinen kølig i 45 timer
Virksomhederne skal have medicin på lager
Virksomheder, der sælger kritiske lægemidler i Danmark, har fået til opgave at have et lager, der svarer til seks ugers salg. Det gælder bl.a. en række insuliner, metformin og semaglutid (GLP-1 medicin).
Se oversigt over medicin, der er omfattet
Læs mere hos lægemiddelstyrelsen
Udstyr til blodsukkermåling
Hvis strømmen går i nogle dage, er det godt at have et lille lager af det udstyr, du bruger til at måle blodsukker. Tjek jævnligt, om du har nok, og om noget er udløbet eller gået i stykker.
Du kender bedst dit eget udstyr, men det kan fx være noget af dette, du skal have på lager:
- blodsukkermåler
- teststrimler
- fingerprikker og lancetter
- nåle eller kanyler
- sensorer
- ketonmåler og ketonstrimler.
Bruger du pumpe eller sensor?
Hvis du bruger insulinpumpe eller sensor, er det en god idé at have lidt ekstra af det udstyr, du bruger med din pumpe eller sensor.
Hav også almindeligt testmateriale som backup, fx fingerprikker og strimler til test. Og husk ekstra batterier eller opladningsmuligheder til dit udstyr.
Hvis du bruger mobilen som aflæser, bør du have mulighed for opladning – fx en powerbank.
Tænk over, om der er andet, du bruger i forbindelse med dit udstyr, fx:
- Emla eller anden hudcreme
- Desinficerende servietter
- Håndsprit (også godt i tilfælde af, at der ikke er vand til håndvask)
Se tjeklisten i toppen for at få et overblik over det, du kan have brug for under en krise.
Virker sensor og pumpe uden internet?
Ja, din pumpe og dit diabetesudstyr virker i de fleste tilfælde uden internet, Wi-Fi eller mobildækning. Hvis internettet er nede, kan du altså stadig bruge din pumpe og/eller sensor.
De fleste sensorer – som FreeStyle Libre, Dexcom og Guardian – og insulinpumper kommunikerer med aflæseren eller din mobiltelefon via Bluetooth eller NFC (Near Field Communication). Det betyder, at udstyret stadig virker, selvom der ikke er adgang til nettet.
Det bedste, du kan gøre, er at sikre, at din aflæser eller mobiltelefon er opladet. Hav fx en opladt powerbank liggende – så du altid har adgang til dine målinger og kan bruge dit udstyr.
Hvilke funktioner virker ikke, hvis internettet er nede?
Hvis der ikke er internetforbindelse, vil funktioner som analyse, sikkerhedskopiering og deling af data med fx pårørende eller sundhedspersonale ikke virke.
Data gemmes stadig lokalt på sensorens aflæser eller din mobilapp uden internetforbindelse.
Så snart internetforbindelsen er tilbage, vil de fleste systemer automatisk synkronisere og uploade data, som har været gemt lokalt, mens der ikke var internet.
3 gode råd til dit hjemmeberedskab
Tips til mad i dit beredskab
Her får du nogle råd til, hvilke madvarer du kan have i dit hjemmeberedskab.
Obs: Rammer krisen og vores forsyningslinjer eller andet påvirkes, er det vigtigere, at du får noget mad i de tre dage, end at du får diabetesvenlig mad. Det er bedre, at du spiser det, der er tilgængeligt og har et lidt højt blodsukker i nogle dage, end at undlade at spise. Under en krise er det vigtigste at have energi nok.
Vi anbefaler, at du opbygger et lille lager af langtidsholdbar konserves og kolonial, som du kan lide. Det kan for eksempel være:
- Frugt og grønt på dåse, f.eks. tomater, majs, ærter, gulerødder, asparges, oliven, frugt i egen juice, m.m.
- Fiskekonserves, som tun, makrel, laks, torskerogn, kippers, etc. er gode kilder til protein. Det samme gælder bælgfrugter som kidneybønner, kikærter, belugalinser og baked beans.
- Pesto, tapenade eller hummus er gode til at bidrage med både smag og energi.
- Tørret frugt kan holde sig længe, og er en god måde at få et kulhydratboost, hvis blodsukkeret falder.
- Nødder, mandler, frø og kerner er gode kilder til det sunde fedt, og har en meget lang holdbarhed.
- Frisk brød og rugbrød kan holde sig et par dage. Knækbrød, wraps/tortilla, og havregryn holder sig længere.
- Har du mulighed for opvarmning, f.eks. med en grill udendørs eller et campingblus, kan du også med fordel have et forråd af ris og pasta liggende.
- Har du mulighed for at bage, eks. på grillen, kan det være en god ide at have nogle pakker tørgær liggende. Tørgær kan i uåbnet emballage holde sig i op til 2 år.
Vælg produkter med Fuldkornslogoet og/eller Nøglehulsmærket.
Drikkevarer til dit hjemmeberedskab
I tilfælde af krise, skal du sørge for at have drikkevand på beholder eller flaske (3 x 3 liter pr. person, samt vand til evt. tilberedning af mad).
Mælk kan holde sig, så længe køleskabet er koldt. Langtidsholdbar (UHT) mælk og plantedrikke har meget lang holdbarhed uåbnet.
Vælg drikkevarer med højst 1 g kulhydrat per 100 ml drikkeklar drik.
Er du i behandling med insulin eller anden medicin, der kan give lavt blodsukker, er det vigtigt at have juicebrikker el.lign. klar, til behandling af lavt blodsukker.
Hvad sker med mad i køleskab og fryser?
Hvis strømmen går, kan dit køleskab holde dine madvarer kolde i ca. 24 timer, og din fryser kan holde sig kold i 2-3 dage. Mad på frost kan derfor fint supplere de langtidsholdbare varer i en kortere periode.
Et godt tip er at undgå at åbne fryser og køleskab meget og længe. Så holder du temperaturen lav i længst tid.
Du kan tage madvarer fra fryseren og lægge i køleskabet for at tø op. På den måde hjælper det også køleskabet med at holde maden kold.
Er det under 10 grader udenfor, kan du stille dine madvarer udenfor i kortere perioder for at holde dem kolde.
Ekstra udstyr til følgekomplikationer
Har du følger af diabetes som for eksempel problemer med dine tænder, eller får du tit fodsår?
Sørg for at have det nødvendige på lager, fx plastre, bandager mm., til at håndtere det. Tilføj det eventuelt til tjeklisten for at få et overblik.
Er du i tvivl, er det altid en god idé at spørge din behandler.
Hvem har ansvaret for hvad?
Lægemiddelstyrelsen
Har vurderet og bestemt, at virksomheder, der opbevarer kritiske lægemidler, skal have et sikkerhedslager, der svarer til seks ugers forventet salg. De vurderer, om det er nødvendigt at ændre lagre og udleveringsregler i en krise, så alle kan få kritisk medicin, og der ikke opstår hamstring.
Læs bekendtgørelse om lægemiddelberedskabet
Læs om reglerne for lager- og indberetningspligt af lægemidler
Se oversigt over præparater, der er omfattet af lagerpligten
Apotekerne
Apotekerne har ikke et ansvar i selve beredskabet, men du kan se lagerstatus på din medicin via deres app.
Styrelsen for Samfundssikkerhed
Få de generelle råd til, hvordan du forbereder dig på kriser.
Læs mere om forberedelse til kriser
Kommunalt beredskab
Se din kommunes hjemmeside for information om lokalt beredskab.
Tjekliste til dit hjemmeberedskab
Type 2-diabetes med insulinbehandling eller anden injektionsmedicin
Sådan bliver du klar til krise, når du lever med type 2-diabetes og får insulin eller anden injektionsmedicin.
Bliv klar til krise - type 2-diabetes med insulin eller anden injektionsmedicin
Type 2-diabetes uden insulin eller anden injektionsmedicin
Sådan bliver du klar til krise, når du lever med type 2-diabetes og ikke bruger insulin eller anden injektionsmedicin.
Bliv klar til krise - type 2-diabetes uden insulin eller anden injektionsmedicin
Er du i tvivl om insulin, udstyr eller teknologi?
Så kontakt vores rådgivning og få sparring om dit hjemmeberedskab.