Smitter Diabetes?
Lisbeth var nervøs, da hun skulle fortælle Henrik, at hun har type 1-diabetes. Hun besluttede at sende en sms, hvor hun skrev, at hun godt forstod, hvis han ikke ville se hende mere. Et halvt år efter fik Henrik konstateret type 2-diabetes.
Henrik Hoelgaard var 26 år, da han opdagede, at han havde type 2-diabetes. Det var i 2001 et halvt år efter, han havde mødt Lisbeth Hoelgaard, som har type 1-diabetes, og de var blevet kærester på Midtfyn Festival. Henrik var optaget af, om det gjorde ondt på hende at måle blodsukker, og spurgte en aften, om han måtte prøve Lisbeths fingerprikker.
Det er så rart at have en at sparre med for at se, om man er helt galt på den
Apparatet viste 16, og Lisbeth sendte ham ud for at vaske hænder, for han havde selvfølgelig ikke diabetes. Men den var god nok. Henrik fik efterfølgende konstateret type 2-diabetes hos lægen.
Dårlig samvittighed
Det var en mærkelig tid lige efter. Lisbeth havde samvittighedskvaler og følte, at det på en mærkelig måde var hendes skyld, at Henrik havde fået type 2-diabetes.
– Jeg ved godt, at det ikke hænger sådan sammen, men jeg blev alligevel nødt til at spørge min diabetessygeplejerske, om diabetes kunne smitte, siger Lisbeth, der også har en lillesøster med type 1-diabetes.
Henrik var lettet over, at det var blevet opdaget tidligt, så der kunne gøres noget.
Fordel at være to
Henrik fortæller, at det er en kæmpe fordel at være kæreste med en type 1’er, når man får type 2-diabetes.
– Det havde helt sikkert været en kæmpe omvæltning for mig at få diagnosen, hvis ikke jeg allerede kendte til hverdagen med diabetes gennem Lisbeth. For livet bliver anderledes, siger Henrik.
I dag har de begge glukosesensorer. Lisbeth har insulinpumpe, og Henrik tager insulin med pen. Han fik stort set alle bivirkninger af diabetesmedicinen og kom derfor på insulin allerede efter et år.
Det havde helt sikkert været en kæmpe omvæltning for mig at få diagnosen, hvis ikke jeg allerede kendte til hverdagen med diabetes gennem Lisbeth
For seks år siden var Henrik med i et forsøg, hvor han skulle gå med en sensorbaseret glukosemåler i tre måneder. Hans blodsukker blev voldsomt forbedret, og lægen bevilgede efterfølgende en sensor.
Ægteparret fra Odense kan overhovedet ikke pege på nogen ulemper ved at dele diagnose. Fordele er der til gengæld masser af. De hjælper hinanden med at tælle kulhydrater. Det er især en udfordring, når de er ude at spise og skal gætte kulhydratindholdet på en tallerken.
– Det er så rart at have en at sparre med for at se, om man er helt galt på den, siger Lisbeth.
En anden fordel er, at hvis den ene har glemt juice, insulin eller blodsukkerapparat, så har den anden helt sikkert husket det.
Lisbeth havde samvittighedskvaler og følte, at det på en mærkelig måde var hendes skyld, at Henrik havde fået type 2-diabetes
Og de har, som de selv sige det, ekstrem god og umiddelbar forståelse for hinanden, når blodsukkeret driller. De ved begge, hvornår der er brug for hjælp, og hvornår den anden har brug for fred.
Diabetes fylder mindre
Henrik og Lisbeth er begge overbeviste om, at diabetes fylder mindre for dem, end hvis de havde dannet par med en ikke-diabetiker. Fordi de ikke hele tiden skal forklare sig og undskylde over for hinanden.
Samtidig er de så heldige, at de har samme diabeteslæge:
– Vi tager altid en fridag sammen på OUH, når vi skal til kontrol. Og vi booker lægetid lige efter hinanden, så vi kan gå sammen ind. Det er da meget hyggeligt, når det nu skal være, siger Henrik.
