Hvordan gik det Ditte Marie, Anne og Ingvar?
Diabetes.dk talte i februar med tre, der har diabetes, som ventede længselsfuldt efter at blive indkaldt til vaccination. Venter de mon stadig?
Mange med diabetes har været bekymrede for, om de blev vurderet korrekt og fik tilbudt vaccine mod covid-19 på det rette tidspunkt. Diabetesforeningen har i månedsvis kritiseret den manglende information om indstillingerne til vaccinegruppe 5 for dem i særligt øget risiko.
Tre personlige fortællinger satte ansigt på uvisheden i begyndelsen af februar.
Sundhedsstyrelsen meddelte i onsdags, at samtlige personer i særligt øget risiko (gruppe 5) nu var enten vaccineret eller inviteret til vaccine.
Diabetes.dk har derfor fulgt op på Ditte Marie, Anne og Ingvar:
Ditte Marie Birch, 36 år, Hjørring: Ser frem til andet stik
- Jeg gik i rigtig lang tid og var i tvivl om, jeg var blevet glemt, men da beskeden endelig kom om, at jeg var indstillet til vaccine, så følte jeg virkelig, der var styr på det.
- Jeg fik mit første stik i begyndelsen af marts måned, og jeg skal have mit andet stik i morgen lørdag. Jeg ser frem til det, men har også forberedt mig på, jeg kan risikere at få bivirkninger og feber. Det klarer jeg nok.
- Jeg mener godt, jeg kunne have fået besked om, at jeg var en del af gruppe 5 tidligere, for så havde jeg sparet nogle ugers usikkerhed. Men jeg forstår også godt, det er svært at vurdere for myndighederne.
- Nu tænker jeg mere på, at min mand ikke er blevet vaccineret. Det er vi helt afslappede med, men hvis der kommer et vaccinepas, der giver adgang til for eksempel at kunne tage på restaurant eller i biografen, så er det lidt mærkeligt, at jeg kan tage af sted, men min mand, der ellers er sund og rask, ikke kan.
Anne Kragh-Pedersen, 52 år, Aarhus: Jeg kæmpede for min ret
- Jeg græd som pisket, da jeg fik det første vaccinestik i mandags. Personalet sagde også, at jeg da vist virkelig havde ventet på den vaccine, og det er i dén grad rigtigt: Da jeg gik derfra, følte jeg det som om, der var fjernet 1.000 kilo fra min skuldre.
- Jeg skal have det andet stik i begyndelsen af april, og jeg kan næsten ikke vente. Det har virkelig været en kamp at komme i betragtning til vaccine. Jeg føler virkelig, jeg har måttet slås for min ret.
- Jeg har kontaktet de sygehusafdelinger, jeg går på, men ingen kunne hjælpe. Til sidst blev jeg indstillet via min praktiserende læge, og det var i sidste øjeblik, for jeg kan se nu, at gruppe 5 er lukket.
- Nu kan jeg komme i gang med mit liv igen, men jeg føler virkelig for de mange, som ikke har fået vaccinen og stadig er isoleret og bekymrede. Jeg kan se på facebook, der er rigtig mange, som føler, de er blevet overset.
Ingvar Thomsen, 65 år, København: Virker som om der mangler helhedsvurdering
- Jeg er ikke blevet vaccineret. Jeg kunne ikke forstå, jeg ikke hørt noget fra nogle af de sygehusambulatorier, jeg går på, så jeg søgte aktindsigt i mine egne oplysninger for at få besked. Der fremgik det så, at jeg ikke var en del af gruppe 5.
- Jeg har svært ved at forstå det, for jeg har en del helbredsproblemer også udover min diabetes, og derfor havde jeg en forventning om, at det tilsammen ville berettige mig til at blive vaccineret i gruppe 5. Siden det ikke er sket, tænker jeg, at der ikke er nogen, der har lavet en helhedsvurdering. I stedet har hvert sygehusambulatorium kun kigget på enten min diabetes eller min nyrefunktion og ikke lagt det sammen.
- Nu går jeg så og venter på, at jeg bliver indkaldt efter min alder, for jeg er i mellemtiden blevet 65 år, så jeg håber, jeg hører med i gruppe 9. Men jeg ved det ikke endnu.