- Mange uden diabetes tror, at det værste det er det her med at stikke sig. Men det at stikke sig er det mindste.

Diabetes griber ind i din frihed – og din personlighed. Du kan ikke bare falde i søvn på sofaen. Du skal vågne op, tage dit blodsukker og din insulin. Du har skrækken for følgesygdomme på den ene side og angsten for at falde om med insulinchok på den anden side.

Når det er sagt, er alle de gode ting i mit liv kommet, efter jeg har fået diabetes. Jeg har fået begge mine børn, min uddannelse og et godt arbejdsliv.

Jeg var meget ulykkelig i den første tid efter diagnosen. Jeg syntes, diabetes var en røvsyg sygdom, der skulle tvinge mig til at leve med mådehold. Jeg var bange for at blive kedelig.

Heldigvis havde jeg fantastiske venner og forældre, som støttede mig i, at jeg kunne, hvad jeg ville – og at jeg selvfølgelig skulle søge ind på skuespillerskolen for fjerde gang.

Og så kom jeg ind. Med diabetes.

-- Artiklen fortsætter efter videoen --

Diabetes er en sygdom med indbygget dårlig samvittighed – hvor du føler, at du aldrig har lavet lektier. Og det er lige meget, hvor godt du passer den, du slipper aldrig for den dårlige samvittighed.

Da jeg som ung skuespiller spillede på Aalborg Teater, sagde instruktøren Peter Langdal noget til mig, som har haft stor betydning for, hvordan jeg ser på min diabetes. Han sagde:

”Jeg tror sgu, det er meget godt, at du har sukkersyge, for ellers havde du hængt deroppe under loftet hele tiden.”

Det var fantastisk sagt. For jeg VAR meget flagrende. Det kunne ikke blive vildt og skørt nok. På den måde har diabetes hjulpet mig i denne her branche, hvor der er mange følelser uden på tøjet.

For eksempel ved nervøsitet op til en premiere. Lige inden jeg skal på scenen, så er der altid noget, der er vigtigere, og på en eller anden måde spiller hovedrollen – og det er spørgsmålet: Hvordan ligger mit blodsukker? Det er en meget konkret opgave, der tager toppen af den ikke særlig effektive nervøsitet, man kan have.

-- Artiklen fortsætter efter videoen --

Uropatruljen troede, jeg var på stoffer

Jeg er meget insulinfølsom og har haft MANGE insulinchok.

En nat vågnede jeg på gaden kun iført trusser.

Uropatruljen kom forbi og troede, jeg var på stoffer. De hev mig med op i min lejlighed og mødte barnepigen, der kunne fortælle, at jeg havde sukkersyge.

Ja, det hed det altså dengang. Jeg kom på skadestuen med en kropstemperatur på 32 og en brækket næse.

Det kan ske, og derfor er det SÅ vigtigt at få fortalt, at en person med lavt blodsukker eller insulinchok let kan forveksles med en der er alkohol- eller narkopåvirket. Og at folk, der ser en med lavt blodsukker, kan hjælpe ved at give noget sukker, f.eks. en juice eller noget cola – IKKE Zero! 

-- Artiklen fortsætter efter videoen --

Besparelser gør mig trist og sur

For et halvt år siden fik jeg en sensor. Den giver mig en fantastisk tryghed i forhold til om mit blodsukker er på vej ned eller op. Og den gør min mand og børn trygge. Den vil jeg for alt i verden ikke undvære.

Men den vildeste forandring var, da jeg som gravid for første gang fik et blodsukkerapparat med hjem fra hospitalet. De første år af min diabetes-karriere var jo helt uden blodsukkermålinger derhjemme.

Det er ret vildt at tænke på, hvor meget der er sket med diabetesbehandlingen i min tid.

Det gør mig trist og sur, at der i dag bliver sparet på bevillinger til moderne sensorer og insulintyper. Folk er pisse gode til at leve med diabetes uden at være til besvær. Men hvis diabetes ikke bliver behandlet ordentligt, ender du i kørestol.

Første gang jeg fik insulinchok, var et par dage efter, jeg havde fået diagnosen og var indlagt på Hvidøre (i dag Steno Diabetes Center, SDCC).

Det var planlagt, for jeg skulle mærke, hvordan et lavt blodsukker føltes. Så der stod læger og sygeplejersker omkring mig, mens de med vilje gav mig for meget insulin. Faktisk ret smart at lære følelsen at kende, når man ikke havde en blodsukkermåler selv. Men også ret vildt!

Det gør mig trist og sur, at der i dag bliver sparet på bevilliger til moderne sensorer og insulintyper. Folk er pisse gode til at leve med diabetes uden at være til besvær.

Men hvis diabetes ikke bliver behandlet ordentligt, ender du i kørestol. Mister dit syn. Eller det der er værre. Det er bare et dumt sted at spare.