– Som barn var det værste ikke at få diabetes. Det mest omvæltende var måden verden mødte mig nu. Jeg var den specielle – ham der skulle tages hensyn til.

Hvis jeg for eksempel var til børnefødselsdag, og alle de andre fik lagkage, fik jeg et æble. Jeg ved godt, at det var i bedste mening, men hver gang stadfæstede det følelsen af, at jeg var anderledes og forkert. Og jeg ville bare gerne være helt normal.

Jeg kan huske, at jeg skammede mig. Jeg tog mit blodsukker på toilettet. Ingen skulle opdage det. Jeg tror aldrig, nogen har sagt det til mig, men jeg var overbevist om, at jeg ville dø tidligt.

Jeg vidste, at diabetes var en livstruende sygdom, hvis ikke jeg gjorde det rigtige.

Og det gjorde jeg ikke. Det er et meget stort ansvar.

Lige siden jeg havde fået diabetes, havde jeg følt, at der var den ægte Elias. Og så var der skyggesiden, som var den onde, stygge diabetes. Vi boede begge i min krop, men ikke under harmoniske forhold.

Selvom jeg er vokset op i en dejlig, sund og ressourcestærk familie og altid har være vellidt i skolen, blev det for meget for mig, da jeg var 12-13 år. Jeg kan huske, jeg tænkte, at der ikke var nogen mening med at leve videre, hvis jeg skulle have det så dårligt indeni. Jeg planlagde, at jeg ville begå selvmord.

Jeg kan huske, at jeg bildte mine forældre ind, at jeg var syg. Jeg havde skaffet et reb. Vi boede i et gammelt bondehus med bjælker i loftet, som var oplagt at kaste en løkke over. Jeg tog løkken om halsen. Og stillede mig op på en stol... Og så ringede telefonen.

Det var min fars arbejdstelefon, og den der var hjemme skulle altid tage imod besked. Og jeg var åbenbart også et meget pligtopfyldende barn. Jeg tog løkken af halsen og gik ned og tog telefonen.

Og skrev: ”Husk, at ring til Jørgen” på en seddel.

Jeg tror måske ikke ægte, at jeg ville have gjort det. Men det var et forsøg på at vise, hvor magtesløs jeg følte mig.

Da mine forældre kom hjem fra arbejde, fortalte jeg dem om mit selvmordsforsøg. Og der gik det for alvor op for dem, hvor psykisk hårdt det var for mig at have diabetes.

Episoden blev et vendepunkt. Jeg og mine forældre gik i gang med en proces. Vi talte meget om, at diabetes er en følgesvend for livet, og sammen forsøgte vi at gøre diabetes til en styrke i stedet for en svaghed.

Og det lykkedes os at få det vendt. Jeg stoppede med at gå ud på toilettet i skolen og måle blodsukker, og jeg hev bare op i blusen foran andre, når jeg skulle tage insulin. Det virkede.

Skammen forsvandt fuldstændig. Ret utroligt. Jeg fik vendt, hvad der for mig føltes som den største svaghed – til en styrke. Det var et utroligt vendepunkt for resten af mit liv.

-- Artiklen fortsætter efter videoen --

Sensoren ændrede mit liv

To måneder før jeg senere selv blev far, var jeg hos min praktiserende læge, som sagde, at hvis jeg ville opleve min ufødte søn blive gift – og hvis jeg ikke ville være impotent, blind og mangle mine ben, når jeg blev 50, så skulle jeg få styr på mit blodsukker.

Det var en ret voldsom måde at levere den på, omvendt var det samme læge, der sørgede for, at jeg fik en sensor til mit blodsukker. Og den ændrede mit liv fuldstændigt. For første gang, siden jeg fik type 1-diabetes som 8-årig, følte jeg mig rask. Jeg sov godt om natten, jeg havde det bedre, og jeg fik et markant bedre langtidsblodsukker.

Sundhed er for alle, ikke kun dem der bor i den rigtige kommune – eller har overskud til at klage. 

Efter et år med sensoren valgte jeg og min lille familie at flytte fra Frederiksberg kommune til Københavns kommune. Jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at kommunen ville tage min sensor fra mig. Men det var det, der skete, og begrundelsen for at de ikke ville give mig den igen var, at mit langtidsblodsukker nu var godt. JA, det var godt, fordi jeg havde fået en sensor.

Jeg klagede til kommunen flere gange, men der var bare lukket. Og jeg blev tvunget til at købe mine sensorer, som skal skiftes hver 14. dag, via private i Tyskland. Hvilket både var ulovligt, usikkert og uværdigt – og dyrt. Jeg kunne gøre det, fordi jeg havde råd, men helt ærligt – dit postnummer og din økonomi må ikke bestemme dit helbred.

-- Artiklen fortsætter efter videoen --

Vi bilder os ind, at vi har et godt sundhedssystem. Men det har vi ikke, når vi behandler hinanden på den her måde. Og DET vil jeg gerne gøre noget ved som ambassadør for Diabetesforeningen.

Fordi én ting er at have diabetes, og alt det ansvar og den alvor, der følger med. Al den stress og al den angst for bare at holde sig rask.

Men at du oveni også skal kæmpe med kommunen, for at de kan spare en mikrodel procent i et eller andet budget, uden at de overvejer, at hvis jeg ikke får den her gode behandling, så kan det være, at jeg bliver blind og mister mine ben.

Kære politikere. Det skal vi have ændret. Det vil jeg kæmpe for.