Vær med til at tegne fremtidens diabetesforskning
Diabetesforeningen inviterer mennesker med diabetes og pårørende til at hjælpe med at udvælge de forskningsprojekter, der skal modtage Diabetesforeningens Forskningslegat 2020, samt være med til at beslutte, hvilket projekt der skal modtage det særlige 80-års jubilæumslegat.
Igen i år uddeler Diabetesforeningen en række forskningslegater til forskere, der arbejder for at skaffe ny viden om diabetes og følgesygdomme til diabetes eller leder efter metoder til at forbedre behandlingen af diabetes. Det sker torsdag den 29. oktober.
I år er et særligt år, for udover uddelingen af tre forskningslegater á 500.000 kr. uddeler Diabetesforeningen i anledning af, Diabetesforeningen har eksisteret i 80 år den 12. december 2020, et helt særligt jubilæumslegat på 1,2 millioner kroner fra det opløste ”Tømrermester Aksel Kastrup-Nielsens og hustru Eva Kastrup-Nielsens legat”.
Når forskerne møder os, får de brugervinklen med. Og vi stiller dem spørgsmål fra en helt anden vinkel, end deres kollegaer gør.
Og for fjerde år i træk vil Diabetesforeningen gerne invitere et brugerpanel bestående af mennesker med diabetes og pårørende til at være med til at udvælge de forskningsprojekter, der skal modtage penge. Et tiltag som betyder meget for foreningen, men som tidligere deltagere i brugerpanelet også fortæller er en fantastisk oplevelse for dem.
Mennesker med diabetes skal høres
- Mennesker med diabetes er hele vores eksistensgrundlag, så det betyder meget for os, at de føler sig hørt – også når vi beslutter, hvilken forskning vi støtter. Derfor inddrager vi selvfølgelig almindelige mennesker med diabetes eller pårørende til mennesker med diabetes i udvælgelsesprocessen. På den måde sikrer vi, at der bliver forsket i emner og problemstillinger, som virkelig betyder noget for de mennesker, det hele handler om, siger Diabetesforeningens forskningschef Tanja Thybo.
Charlotte Jepsen har type 1-diabetes og var en del af brugerpanelet til forskningslegatuddelingen 2019.
- Det var rigtig fantastisk at møde forskerne. De er så passionerede for at opnå gode resultater og forbedringer for os, der har diabetes. Og vi brugere blev 100 procent hørt. Jeg tror, vi kan give dem en god idé om, om de er på rette vej i forhold til at forske i noget, vi kan bruge til noget, siger Charlotte Jepsen.
Else Andersen, der har type 2-diabetes og ligeledes var en del af brugerpanelet sidste år stemmer i.
- Når forskerne møder os, får de brugervinklen med. Og vi stiller dem spørgsmål fra en helt anden vinkel, end deres kollegaer gør, siger hun.
Tilmeld dig brugerpanelet
I år søger Diabetesforeningen i alt seks mennesker med diabetes eller pårørende til mennesker med diabetes til brugerpanelet. Dem, der bliver udvalgt til panelet, skal deltage i en temadag, hvor de kommer til at møde forskerne bag de projekter, der på baggrund af skriftlige ansøgninger er kommet videre til 2. runde af udvælgelsesprocessen. Efter mødet med forskerne skal brugerpanelet komme med deres indstilling, hvorefter Diabetesforeningens Forskningsudvalg tager den med i sin endelige vurdering, når det besluttes, hvilke af de indstillede forskningsprojekter der skal have legater.
Temadagen foregår i Diabetesforeningens lokaler i Glostrup den 1. oktober 2020 kl. 13.30-19.
Det kræver ingen særlige forudsætninger at deltage, men det forventes, at man ud over at deltage i selve temadagen læser seks halve siders beskrivelser af forskningsprojekterne på dansk skrevet i lægmandssprog. Som en del af brugerpanelet inviteres man selvfølgelig også med til Diabetesforeningens Forskningslegatsuddeling den 29. oktober fra kl. 17.30 i København.
Har du lyst til at være med i brugerpanelet, så send en mail til seniorfaglig rådgiver Anne-Marie K. Wegener, der er projektleder for Diabetesforeningens Forskningslegatuddeling på mail: [email protected], hvor du svarer på følgende punkter:
- Navn
- Alder
- Pårørende eller diabetestype
- En kort motivation for at deltage
- Adresse
- Telefonnummer
Deadline er mandag 17. august kl. 23.59.
Du får endeligt svar på, om du kommer med i panelet i løbet af uge 34. Diabetesforeningen tilstræber, at panelet bliver bredt sammensat.
Har du spørgsmål, er du meget velkommen til at kontakte seniorfaglig rådgiver Anne-Marie K. Wegener, telefon: 41 91 88 27 eller mail: [email protected].