Diabetesforeningen: Sådan bør vi behandle personer, der får type 2-diabetes
I Diabetesforeningen kæmper vi for at komme diabetes til livs. Opdage sygdommen i tide. Forebygge at den udvikler sig. På sigt kunne helbrede den. Og hver evig eneste dag løfte livskvaliteten for dem med sygdommen inde på livet. Læs, hvad Diabetesforeningens administrerende direktør, Claus Richter, ville forvente, hvis han fik type 2-diabetes.
Hvis jeg fik type 2-diabetes, ville jeg forvente, at ...
... jeg fik den rette viden og de rette redskaber på det rigtige tidspunkt for at kunne bremse sygdommen.
Fordi vi véd, hvad der virker, og fordi vi ser mange gode eksempler på mennesker, der lærer at handle på deres type 2-diabetes. Men vi ved desværre også, at alt for mange føler sig overladt til selv at håndtere sygdommen, og at for få får den rette støtte og hjælp fra start. Vi véd, at tidlig indsats virker, og at den løfter livskvaliteten og forebygger de alvorlige følgesygdomme, man kan få, når man har diabetes.
Derfor foreslår Diabetesforeningen et opgør med vilkårlig behandling og et løft af kvaliteten med nationale kvalitetsplaner, og at vi bruger kræftområdet som inspiration. Her har man gjort op med manglende sammenhæng i forløb ved at tilbyde pakkeforløb med tidsfrister og patientrettigheder, der har gjort det forpligtende.