Ethvert barn skal have en god og tryg skoledag

Lotte Rod, ordfører for frie skoleformer og børne-, innovations-, skole- og undervisningsordfører (RV), fortæller, hvilken løsning Radikale Venstre ønsker for at sikre en tryg skoledag for børn med diabetes.

Lotte Rod Fotograf Steen Brogaard
20. juli 2022 | Af Ninett Rohde Brandt [email protected], foto: Steen Brogaard

Diabetesforeningen har i forbindelse med kampagnen #Trygskoledag spurgt ordførerne for en række partier i Folketinget, hvordan vi skaber en tryg skoledag for børn med type 1-diabetes, herunder hvad de mener om Diabetesforeningens forslag om en national pulje, der kan sikre børnene en støtteperson i hverdagen, om de overhovedet ser behov for politisk handling på området – og i så fald, hvordan de vil tage sagen videre.

Lotte Rod, ordfører for frie skoleformer og børne-, innovations-, skole- og undervisningsordfører (RV), fortæller, hvilken løsning Radikale Venstre ønsker for at sikre en tryg skoledag for børn med diabetes.

– Ingen forældre skal gå rundt på arbejdet og være bekymrede. Jeg synes, det er en god idé at hjælpe børnene mere, men jeg er ikke meget for puljer. Det bliver hurtigt besværligt at søge, og det løser ikke det grundlæggende problem, at der simpelthen mangler tid og penge i skolen til, at lærerne og pædagogerne kan være der ordentligt for børnene. Jeg vil gerne finde en permanent løsning, siger Lotte Rod.

– I Radikale Venstre vil vi have en lærergaranti, der giver skolerne råd til, at de kan tage ordentligt hånd om hvert barn. Og i øvrigt til at forberede god undervisning til eleverne. Det ønsker vi at tage med i et forståelsespapir med en ny regering. Det koster mange penge, men jeres eksempel viser, at børnene betaler en høj pris, hvis vi ikke gør noget.