Opgaven skal ligge i hænderne på en kompetent voksen

Mai Mercado, grundlovs-, grundskole-, idræts- og undervisningsordfører (KF), kommenterer på Diabetesforeningens forslag og sætter ord, hvad Det Konservative Folkeparti mener, der skal til for, at børn med diabetes kan få en tryg skoledag.

Mai Mercado Fotograf Steen Brogaard
20. juli 2022 | Af Ninett Rohde Brandt, foto: Steen Brogaard [email protected]

Diabetesforeningen har i forbindelse med kampagnen #Trygskoledag spurgt ordførerne for en række partier i Folketinget, hvordan vi skaber en tryg skoledag for børn med type 1-diabetes, herunder hvad de mener om Diabetesforeningens forslag om en national pulje, der kan sikre børnene en støtteperson i hverdagen, om de overhovedet ser behov for politisk handling på området – og i så fald, hvordan de vil tage sagen videre.

Mai Mercado, grundlovs-, grundskole-, idræts- og undervisningsordfører (KF), kommenterer på Diabetesforeningens forslag og sætter ord, hvad Det Konservative Folkeparti mener, der skal til for, at børn med diabetes kan få en tryg skoledag.

– Et barn med diabetes har brug for kompetent hjælp til at håndtere sygdommen, som både indbefatter, at blodsukkeret skal måles regelmæssigt, og at barnet skal have insulin. Den opgave skal ligge i hænderne hos voksne, der ved, hvad opgaven går ud på, og som kan skabe en tryg ramme for barnet. Det kræver voksne om barnet, der har en viden om, hvordan sygdommen håndteres, siger Mai Mercado.

– I dag bliver mange elever efterladt mellem to stole, og således bliver det utrygt for både barn og forældre i forhold til at sikre, om der er ordentligt styr på sygdommen. Hvis der skal findes en løsning, kræver det først og fremmest, at problemstillingen hives op af hullet mellem de to stole. Undervisningsministeriet vil formentlig henvise til, at problemstillingen handler om sundhed – og sundhedsministeriet vil henvise til, at det foregår i en undervisningssituation. Jeg håber, at de to områder i fællesskab vil kunne adressere problemstillingen og finde fælles løsninger.

– I Konservativt Folkeparti vil vi gerne arbejde for en løsning til gavn for børn med diabetes. Det er et sympatisk løsningsforslag, Diabetesforeningen er kommet med. Vi vil gerne dykke mere ned i forslaget og se på, hvordan vi skaber de bedste rammer for at håndtere diabetes bedst muligt.

image-text
Budskabspapir  om Tryg Skoletid (forside)

Diabetesforeningens forslag

Alle børn med type 1-diabetes har ret til en tryg hverdag i skole og dagtilbud. Læs, hvad Diabetesforeningen mener, der skal til for at sikre alle børn med type 1-diabetes en tryg skoledag.