Vi véd, hvad der skal til

Ny undersøgelse fra Diabetesforeningen viser, at mange mennesker, der har levet med type 2-diabetes i længere tid, taler med deres læge og oplever at få viden om, hvad de skal gøre for at leve et godt liv med sygdommen. Men samtidig ved vi, at mange ikke får den hjælp, de har brug for, og føler sig overladt til sig selv i den første tid. Det giver risiko for nedsat livskvalitet og følgesygdomme, der koster samfundet dyrt. Og det er unødvendigt. For vi véd, hvad der virker, siger Diabetesforeningens forskningschef.

08. juni 2022 | Af Rasmus Carlsen og Lisbeth Maindal lma@diabetes.dk

Det er en svær tid for de fleste mennesker, når de får stillet diagnosen type 2-diabetes. Det viser Diabetesforeningens undersøgelse Livet med Diabetes fra 2021, hvor 76 procent svarer, at de ikke har fået tilbudt hjælp fra kommunen til kostvejledning og motion.

Samme billede ses i en undersøgelse fra VIVE, Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, også fra 2021. Den viser, at de fleste nydiagnosticerede med type 2-diabetes, ikke oplever, at deres behov bliver mødt i sundhedsvæsenet i den første tid efter diagnosen.

En tid hvor sundhedsvæsenet og den praktiserende læge spiller en væsentlig rolle for, hvordan den enkelte lærer at leve med sygdommen. De oplever også, at deres læge ikke har specialiseret viden om type 2-diabetes og mangler den fornødne viden til at støtte i at tilpasse kost og motion.

Diabetesmagasinet bad Diabetesforeningens følgere på Facebook om at dele deres erfaringer med at få diagnosen type 2-diabetes. Læs de mange fortællinger på Facebook

– Så vi er ikke i mål med at standse en unødig risiko for udvikling af følgesygdomme og nedsat livskvalitet, konstaterer Tanja Thybo, forskningschef i Diabetesforeningen. Hun pointerer, at problemet kun blive større i takt med, at flere og flere lever med type 2-diabetes.

Fremskrivninger viser, at 420.000 mennesker i 2030 vil leve med den kroniske sygdom.

Man kan leve et godt liv

Til gengæld bliver frustrationen mindre med tiden, og viden øges. En undersøgelse fra foråret 2022, som Diabetesforeningen har gennemført til denne artikel, viser, at 88 procent mener, at diabetesbehandlingen i dag er så god, at man kan leve et godt og normalt liv med type 2-diabetes.

TEMA: Da jeg fik type 2 …

Det er livsomvæltende at få type 2-diabetes. Den dag du går hjem fra lægen med diagnosen, har du også fået fast følge af en kronisk sygdom, der forandrer livet radikalt. Og – der findes mange beretninger om, at tiden efter diagnosen er fyldt med chok, usikkerhed, endeløse timer på nettet for at afsøge, hvad man kan spise, hvad blodsukker er, hvad kulhydrater betyder, og hvordan motion gør en forskel. Og fremtiden og risikoen for følgesygdomme. Og – ikke mindst: Hvor får jeg hjælp?

En ny undersøgelse fra Diabetesforeningen viser heldigvis, at mange mennesker, der har levet med type 2-diabetes i længere tid, har et højt vidensniveau i forhold til at tage vare på deres hverdag med diabetes.

Mén. Vi ved også fra undersøgelser og fortællinger fra dem, det hele handler om, at de fleste oplever mangel på støtte og efterlyser at få mere viden fra lægen i den første afgørende tid.

I temaet Da jeg fik type 2-diabetes sætter diabetesmagasinet fokus på den første tid efter diagnosen og livet med en kronisk sygdom. Temaet går blandt andet i dybden med, hvorfor den første tid er så vigtig, hvorfor det somme tider går skævt i mødet mellem mennesket og behandlingssystemet, og hvad vi kan gøre for at sikre, at mennesker, der får type 2-diabetes, bliver grebet på bedst mulig vis.

Over halvdelen er enige eller meget enige i, at deres praktiserende læge hjælper dem til at få overblik over diabetesbehandlingen og har forståelse for deres udfordringer i hverdagen. Og 70 procent er enige eller meget enige i, at deres læge hjælper dem til en velbehandlet diabetes.

– Det er glædeligt at se, at vidensniveauet hos mennesker med type 2-diabetes er højt. De kender følgesygdommene og ved, hvordan de forebygges. Dét er også udtryk for, at vi véd, hvad der skal til. Og når den viden bliver givet til mennesker med type 2-diabetes, så kan de handle, siger Tanja Thybo.

Diabetesforeningens undersøgelse Livet med diabetes fortæller også, at flere end hver anden af og til er bekymret for at få alvorlige komplikationer. Og at tre ud af fire har ikke fået et tilbud om hjælp til at ændre kost- og motionsvaner, som altså kan gøre en stor forskel for sygdomsforståelse og regulering af blodsukker. Alle vigtige elementer i at handle på sygdommen.

– Tilfredsheden hos de adspurgte med type 2-diabetes er rimelig høj. To ud af tre svarer i vores undersøgelse, at lægen enten i høj grad eller meget høj grad taler med dem om vigtigheden af at have langtidsblodsukkeret under kontrol. Men vores kliniske data viser også en anden virkelighed, hvor for mange får følgesygdomme, og for mange har et for højt langtidsblodsukker, siger Tanja Thybo.

Blodsukker og måling

Måling af dit blodsukker derhjemme er et essentielt redskab til at få overblik over, hvilket niveau dit blodsukker er på i løbet af dagen. På den måde lærer du at forstå din sygdom, og hvad den kan gøre ved din krop. Og hvad du selv kan handle på.
Hos alle mennesker stiger blodsukkeret, når man lige har spist. Hvor meget det stiger, afhænger blandt andet af mængden af kulhydrater i maden. Når man har type 2-diabetes, falder blodsukkeret ikke igen som hos personer, der ikke har diabetes. Den rette mængde af sukker i dit blod er afgørende for dit velvære nu og her, men i høj grad også på længere sigt.
Udfør målingerne rigtigt. Tal med din læge og læs brugsanvisningerne til målestrimler og måleapparat grundigt, så er det nemt at måle dit blodsukker korrekt.
Målet med din behandling er at holde dit blodsukker så stabilt, og så tæt på normalt, som muligt. Når du har type 2-diabetes, må dit blodsukker helst ikke ligge over 10 mmol/l på noget tidspunkt af dagen. Ideelt set ligger et menneskes blodsukkerniveau mellem 4 og 7 mmol/l inden et måltid og under 10 mmol/l to timer efter måltider. Inden sengetid er det ideelle at ligge på 6 mmol/l.

Ring til Diabetesrådgiverne: 63 12 14 16

Mål blodsukker

– Udfordringen kan være, at hvis behandlingen er korrekt, og man får medicin eller ændrer sine kost- og motionsvaner, så kan mange af de symptomer, man havde, forsvinde. Men man skal stadigvæk holde øje med sit blodsukker og gå til sine kontroller, for der altid en risiko for, at blodsukkeret stiger langsomt, da det er en progressiv sygdom. Hvis man først opdager det for sent, så kan man allerede have udviklet følgesygdomme, som hjerte-kar-sygdom, nervesygdom, øjensygdom eller fodsår.

– Diabetesforeningen anbefaler, at man i perioder måler sit blodsukker på en struktureret måde, og lærer hvordan kroppen reagerer på måltider og aktiviteter. Dét er nemlig nøglen til at lære sin sygdom bedre at kende. Det vil give bedre livskvalitet for den enkelte og kan enten helt bremse følgesygdomme eller udskyde dem.

Kost og motion

Ændringer i kosten og motionen er konkrete enkeltfaktorer, man også selv kan gøre noget ved, og som har meget stor positiv indflydelse på, hvordan type 2-diabetes udvikler sig hos den enkelte.

– Derfor er det så vigtigt at komme tidligt i gang med forløb, der lærer den enkelte at leve godt med sin type 2-diabetes. Men selvom motion og kost er to meget vigtige elementer hos stort set alle mennesker med diabetes, så rammer diabetes forskelligt og påvirker forskelligt. Derfor er den sundhedsindsats, der er brug for, meget afhængig af den enkeltes livssituation og behov, siger hun og understreger, at kost og motion kan medvirke til, at nogle kan blive medicinfri. Men, at medicin også spiller en vigtig rolle i behandlingen af type 2-diabetes.

Ændring af adfærd

Den manglende støtte til at forstå og handle på sygdom, motion og kost kan forklare, at man både kan opleve at få viden, men at det alligevel kan være svært at opnå en god regulering af blodsukkeret og udviklingen af type 2-diabetes.

Den virkelighed kan Helle Petersen genkende. Hun er forfatter, ph.d. i forandringskommunikation og medstifter af Dansk Selskab for Kommunikation i Sundhedsvæsenet. Hun pointerer, at patientkommunikation og dialog mellem patient og behandler i dag er meget bedre end for ti år siden:

– Men overordnet har vi det problem, at dele af sundhedsverdenen stadig forventer, at hvis et menneske får en viden, så handler man rationelt efter det. Men sådan fungerer det ikke. Fra forskningen ved vi, at mennesker har brug for hjælp og støtte i dagligdagen og i det helt nære miljø.

Derfor er det ofte mere effektivt at ændre rammerne for adfærden end at bruge viden til at ændre adfærd.

– Det betyder ikke, at viden er irrelevant. Den skal i spil, men på rette tidspunkt og i de rette doser. For eksempel er der følelser og angst forbundet med at få en diagnose, og så hører man ikke ret godt efter. Her kan viden bruges til at reducere en bekymring.

– Derfor er viden i lige så høj grad noget, de sundhedsprofessionelle skal indhente. For det er nemt at holde enetale. Men måske det er i randområdet af patientens sygdom, man kan finde motivationen. Eller måske er patienten i en livskrise, der gør, at der bare ikke er overskud lige nu, siger Helle Petersen. Hun opfordrer sundhedsprofessionelle til at gå ind i dialogen med den tanke, at man skal have mere viden, end man afleverer.

– Så får man udforsket patientens perspektiv. Vi ved fra forskningen, at det har en effekt, forklarer hun og understreger, at rigtig mange sundhedsprofessionelle gør det helt pr. automatik.

Samtale, viden, motivation

Jørgen Skadborg, formand for PLO, Praktiserende Lægers Organisation, giver sit bud på, hvorfor et højt vidensniveau og konsultationer hos lægen ikke pr. automatik omsættes til handling.

– Helt generelt styrer de færreste mennesker deres liv efter noget, der måske kan ske engang. Det gælder i mange af livets forhold, siger han og henviser blandt andet til stigningen i kønssygdomme. De unge mangler ikke viden, men de handler ikke på den.

– De færreste i den aldersgruppe bekymrer sig om en kønssygdom, før de har haft den og mærket, hvor ondt det gør. En del af mine patienter gør først noget ved deres sygdom og sundhed, når de har haft blodproppen eller mærket forbedringerne ved at tabe sig, pointerer Jørgen Skadborg, der selv er praktiserende læge på 22. år. Han understreger, at viden er vigtigt og skal bringes i spil.

Men i erkendelsen af, at viden sjældent forandrer noget i sig selv, skal den måske mere stilles til rådighed, når det er relevant. Men det er en opgave, der tager tid. På to fronter.

Vil du vide mere?

– Jeg tror, alle praktiserende læger er enige om, at vi skal have mere fokus på samtalen og i fællesskab med patienten finde vejen og motivationen. Men den her type samtaler tager længere tid og skal som regel finde sted flere gange over en længere periode, siger Jørgen Skadborg og betoner, at når man finder det sted, hvor skoen lige nu trykker, så er der ofte en åbning til både dialog og ændrede vaner.

– Og vi har som praktiserende læger et ansvar for at styre samtalen derhen og finde ud af, hvad der er vigtigt for personen og sætte ind der, fastslår Jørgen Skadborg.

Både Jørgen Skadborg og Helle Petersen oplever, at rigtig mange patienter møder velforberedte op. Men de opfordrer også til i endnu højere grad at fortælle lægen, hvad de vil tale om, og hvad der er vigtigt for dem.