Forsøgsordning giver nuancer

I øjeblikket får cirka 800 patienter med type 1-diabetes tilbudt behandling med en sensorbaseret glukosemåler på tværs af regionerne. Det sker, fordi der på finansloven 2021 blev afsat 10 millioner kroner til en national forsøgsordning, som inden for det næste år skal afdække, hvordan en sensor påvirker livet med diabetes. Men i den nationale behandlingsvejledning har Dansk Endokrinologisk Selskab (diabeteslægerne, red.) allerede anbefalet, at alle mennesker med enten type 1- eller type 2-diabetes, som tager insulin flere gange om dagen og er motiverede til at bruge teknologien, tilbydes en sensorbaseret glukosemåler. Simpelthen fordi den løfter behandlingen så markant.

Så hvad skal vi bruge en forsøgsordning til? Spørgsmålet er åbenlyst, men mere kompliceret end som så. Det forklarer Sanne Fisker, overlæge ved Steno Diabetes Center Aarhus og en af de læger, der skal føre forsøgsordningen ud i livet:

– Hvis politikerne udelukkende skulle navigere efter fagligheden, var det jo bare at henvise til den nationale behandlingsvejledning, og så ville langt flere med diabetes have adgang til en sensorbaseret glukosemåler. Men der er også et politisk parallelspor, der hedder økonomi og prioritering, og som kan sætte sine begrænsninger.

Ny patientgruppe

Trods overfloden af studier, der viser de gavnlige effekter ved sensorbaseret glukosemåling, mener Sanne Fisker alligevel, at forsøgsordningen har en berettigelse. Det er nemlig første gang – i en dansk kontekst - at regionerne kan tilbyde sensorbehandling til voksne med nydiagnosticeret diabetes og et langtidsblodsukker under 70 mmol/mol uden øvrige komplikationer eller behandlingsmæssige udfordringer.

– Vi er selvfølgelig glade for, at flere patienter får adgang til sensorbehandling. Det har været et ønske i mange år. Selv om vi ikke forventer et banebrydende resultat, kan forsøgsordningen give nogle nuancer til allerede eksisterende studier.

Men er der behov for flere nuancer for at kunne åbne op for sensorbehandlingen?

– Det har politikerne i hvert fald vurderet. Og så er vi tilbage ved den politiske prioritering. Men jeg forstår, at man som patient kan synes, det er upassende at blande et spørgsmål om penge ind i en behandling, som samtidig anbefales ud fra et fagligt synspunkt.