Nyt værktøj forudsiger risiko for hjerte-kar-sygdom ved type 1-diabetes
En gruppe forskere har udviklet et nyt værktøj, der skal opspore de personer med type 1-diabetes, der vil have gavn af forebyggende indsatser mod hjerte-kar-sygdom. Tanja Thybo, Diabetesforeningens forskningschef kommenterer på projektet.
En gruppe forskere har udviklet et værktøj, der kan estimere personer med type 1-diabetes’ individuelle risiko for at udvikle hjerte-kar-sygdom i løbet af deres liv. Tidligere modeller har været begrænset til at kunne lave risikovurderinger på op til 10 år ude i fremtiden. Det nye værktøj, kaldet LIFE-T1D-modellen, er udviklet på baggrund af data fra 39.000 svenske personer med type 1-diabetes og ingen tidligere hjerte-kar-sygdom, mens data fra personer med type 1-diabetes i Danmark og Storbritannien har været med til at validere modellen. Modellen bruger informationer og målinger fra ambulatorier og patientjournaler til risikovurderingen. Formålet med værktøjet er at opspore de personer med type 1-diabetes, der vil have gavn af forebyggende indsatser mod hjerte-kar-sygdom.
Læs om, hvad du kan gøre for at mindske din risiko for at få hjerte-kar-sygdom
KOMMENTAR
– Færre oplever alvorlige følgevirkninger af deres diabetes, men personer med type 1-diabetes har stadig en øget risiko for hjerte-kar-sygdom, som det er vigtigt at være opmærksom på. Der er et stort potentiale i et værktøj som LIFE-T1D-modellen i forhold til at sikre tidligere forebyggelse, målrette indsatser til dem, der virkelig har behov for det og styrke den individuelle behandling. Jeg er spændt på at se, om værktøjet på sigt kan bruges mere aktivt i diabetesbehandlingen.