Lokalforening

Kalundborg lokalforening

Velkommen til Diabetesforeningens lokalforening i Kalundborg. Vi arbejder for et bedre kendskab til og forståelse for diabetes – både over for kommunens borgere, politikere og det enkelte menneske med diabetes.

Om Kalundborg Lokalforening

Velkommen til Diabetesforeningens lokalforening i Kalundborg. Vi arbejder for et bedre kendskab til og forståelse for diabetes – både over for kommunens borgere, politikere og det enkelte menneske med diabetes.

Diabetesforeningens lokalforeninger oplyser om livet med diabetes og tilbyder netværk, foredrag og motionsaktiviteter.

Aktiviteter og arrangementer

    Aktiviteter og arrangementer
  • Stavgang

    + -

    Sundt, sjovt og motion for hele kroppen inklusiv snakketøjet.

    Alle er velkommen til at være med når vi hver tirsdag og torsdag kl. 10 mødes ved hovedindgangen til Aktivitetscenter Munkesøen, Esbern Snaresvej 55, Kalundborg.

    Tilmelding er ikke nødvendig, spørg efter instruktør Lisbeth Bentsen, når du møder op første gang. Det koster ikke noget og du kan låne stavene.

    Har du brug for flere informationer, er du velkommen til at ringe til Lisbeth Bentsen, Mobil: 22 15 94 78

  • Information og rådgivning

    + -

    Hver fredag formiddag mellem kl. 10.00 og 13.00 er vi til stede i Foreningernes Hus, Kordilgade 4 i Kalundborg, hvor du er velkommen til at kikke forbi til en snak over en kop kaffe. Vi har også et stort udvalg i brochuremateriale med gode råd og til inspiration.

  • Koncert med Marie Carmen Koppel

    + -

    Kalundborg Lokalforening inviterer til koncert med Marie Carmen Koppel

    Søndag den 25. oktober 2026 kl. 15.00

    Træd ind i en åndelig og musikalsk rejse med soul og gospelsangerinde Marie Carmen Koppel under hendes hjertevarme kirkekoncerter. Vores diabetes ambassadør Marie Carmen Koppel, er kendt for sin stærke vokalpræstation og dybe engagement, der skaber en stemning af åndelighed og glæde, der fylder kirkerummet med guddommelig klang.

    I Nyvangskirkens smukke kirkerum formår Marie Carmen Koppel og hendes pianist at skabe en stemning, der kombinerer hengivenhed og glæde. Hendes kraftfulde vokalpræstation berører hjertet, og kirkerummet bliver et helligt sted, hvor lytterne fordybes i musikkens åndelige kraft. Hendes nærvær og ydmyge tilgang, vækker følelser til live og skaber en forbindelse til noget større. 

    Billetsalget er startet og man kan købe billetter på:  

    Billetsalg.kirkekoncerter.dk/koncert/marie-carmen-koppel-i-nyvangskirken-kalundborg-2/       

    Koncerten starter klokken 15.00 og varer ca. 70 min.  Dørene åbner 1 time før. 

    Fortæl gerne familie og venner om koncerten.

    God fornøjelse

Bestyrelsen

Her kan du se bestyrelsen i Kalundborg:

  • Formand, Susanne Zarp
  • Næstformand, Steen Skivinger
  • Kasserer, Lisbeth Bentsen
  • Alm. medlem Peder Jessen
  • Alm. medlem, Michael Bromberg Sørensen
  • Suppleant, Brittha Djernis
  • Kritisk revisor, Connie Djernis

Har du spørgsmål til foreningen, til aktiviteter eller direkte til bestyrelsen, kan du skrive til foreningens mail [email protected].

Du er også meget velkommen til at besøge os i Foreningernes Hus, Kordilgade 4 i Kalundborg, hvor vi er hver fredag formiddag mellem 10 og 13. Vi har altid kaffe på kanden.

 

Vær med

Vil du være med til at styrke vores arbejde med at lave aktiviteter og skabe netværk for mennesker med diabetes og deres pårørende?

Så er det dig, vi har brug for i vores bestyrelse!

Der er brug for at varetage mange forskellige funktioner og opgaver i vores bestyrelse, og der er med stor sandsynlighed også en opgave, der passer lige præcis til dig.

Kontakt os og hør, hvordan du kan give en hånd med.

 

Lokalforeningen i Kalundborg har pt 917 medlemmer.

Hvad koster et medlemskab af Diabetesforeningen:

Personligt medlemskab 410 kr. årligt
Pensionist medlemskab 270kr. årligt
Husstandsmedlemsskab for pensionister 360 kr. årligt
Ungdomsmedlemsskab 18-30 årige 270 kr. årligt
Familiemedlemsskab (fx for børnefamilien hvor barnet lever med diabetes) 545 kr. årligt

VEDTÆGTER

§ 1

Foreningens navn er Diabetesforeningen Kalundborg Lokalafdeling.

Foreningens hjemsted er Kalundborg Kommune.

§ 2

Lokalforeningen består af de medlemmer af Diabetesforeningen, der har folkeregisteradresse/registreret hjemsted i kommunen. Lokalforeningens bestyrelse kan meddele dispensation til medlemskab af lokalforeningen, uanset i hvilken kommunen medlemmet har folkeregisteradresse/registreret hjemsted. Ingen kan dog opnå medlemskab i mere end en lokalforening. Enhver dispensation skal skriftligt meddeles Diabetesforeningens hovedbestyrelse.

§ 3

Lokalforeningen har til formål at forestå lokalt forankrede aktiviteter i overensstemmelse med Diabetesforeningens formål, jf. § 2 i vedtægterne for Diabetesforeningen, og vedtagne strategier.

Lokalforeningen refererer til Diabetesforeningens hovedbestyrelse.

§ 4

Ordinær generalforsamling i lokalforeningen afholdes inden udgangen af 6. uge i hvert kalenderår.

Ordinære generalforsamlinger indvarsles af lokalforeningens bestyrelse med mindst 14 dages varsel ved annoncering på Diabetesforeningens hjemmeside, og i et af Diabetesforeningens trykte medier.

§ 5

Dagsorden for den ordinære generalforsamling skal indeholde mindst følgende punkter:

1.   Valg af dirigent.

2.   Bestyrelsens beretning om lokalforeningens virke i det forgangne år.

3.   Godkendelse af regnskab.

4.   Behandling af indkomne forslag, der skriftligt er tilgået lokalforeningens bestyrelse senest 8 dage før generalforsamlingens afholdelse.

5.   Fremlæggelse af foreløbig aktivitetsplan for det kommende år indeholdende planlagte nationale og regionale aktiviteter.

6.   Valg af bestyrelse.

7.   Valg af to bestyrelsessuppleanter, der vælges som 1. suppleant og 2. suppleant.

8.   Valg af kritisk revisor.

9.   Eventuelt.

§ 6

Alle generalforsamlingsbeslutninger træffes ved simpelt stemmeflertal.

§ 7

Senest 7. marts indsendes et af dirigenten behørigt påtegnet beslutningsreferat fra generalforsamlingen til Diabetesforeningens sekretariat.

§ 8

Ekstraordinær generalforsamling afholdes, når lokalforeningens bestyrelse beslutter det, eller ønsker at nedlægge hvervet.

Ekstraordinære generalforsamlinger indvarsles af lokalforeningens bestyrelse i overensstemmelse med § 4 ovenfor.

§ 9

Lokalforeningen ledes af en bestyrelse bestående af mindst 3 medlemmer, der vælges blandt Diabetesforeningens medlemmer.

Intet medlem af Diabetesforeningen kan på samme tid være medlem af bestyrelsen i mere end en lokalforening, en børnefamiliegruppe og en ungegruppe.

Lokalforeningens bestyrelse refererer til Diabetesforeningens hovedbestyrelse.

Lokalforeningen tegnes udadtil af bestyrelsens formand i forening med et medlem af bestyrelsen.

§ 10

Det skal tilstræbes, at bestyrelsen i lokalforeningen enten besidder eller vil arbejde for at opnå de for lokalforeningens nødvendige kompetencer til brug for opfyldelsen af lokalforeningens formål jf. § 3.

§ 11

Bestyrelsesmedlemmer vælges for en periode af 2 år, og således at mindst to af bestyrelsens medlemmer hvert år er på valg. Bestyrelsessuppleanterne vælges for en periode af 1 år. Genvalg af bestyrelsesmedlemmer og suppleanter kan finde sted.

Såfremt bestyrelsen består af 3 medlemmer, er et af medlemmerne på valg i lige år, mens to af medlemmerne er på valg i ulige år.

§ 12

Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden og konstituerer sig i umiddelbar forlængelse af generalforsamlingen med en formand og en kasserer, der ikke må høre til samme husstand. Ved stemmelighed i forbindelse med bestyrelsens konstituering fordeles posterne ved lodtrækning.

Bestyrelsen udpeger i ulige år i forbindelse med konstitueringen den/de delegerede, som skal repræsentere lokalforeningen på Diabetesforeningens repræsentantskabsmøder, og i lige år den/de delegerede, som skal repræsentere lokalforeningen på Diabetesforeningens delegeretmøder.

§ 13

Til fremlæggelse og godkendelse på generalforsamlingen udarbejder lokalforeningens bestyrelse i overensstemmelse med de af Diabetesforeningens hovedbestyrelse til enhver tid udstukne retningslinjer et regnskab. Regnskabsåret følger kalenderåret. Det godkendte regnskab indsendes til Diabetesforeningens sekretariat hvert år senest den 7. marts.

§ 14

Beslutninger på bestyrelsesmøder træffes ved simpelt stemmeflertal, idet formandens stemme er afgørende i tilfælde af stemmelighed. Hvert medlem af bestyrelsen har en stemme. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af medlemmerne er til stede.

§ 15

Det tilstræbes, at bestyrelsen i lokalforeningen vælger en eller flere kommunale rådgivende repræsentanter.

Diabetesforeningens hovedbestyrelse fastsætter nærmere retningslinjer for kommunale rådgivende repræsentanter.

§ 16

Ændring af lokalforeningens vedtægter kan ske på enhver generalforsamling, når ændringsforslaget på behørig vis har været optaget på dagsordenen, og når mindst 2/3 af de tilstedeværende og stemmeberettigede medlemmer stemmer for forslaget.

Lokalforeningens vedtægter må ikke stride imod den af hovedbestyrelsen fastsatte ”standardvedtægt for lokalforeningen i Diabetesforeningen”.

Lokalforeningens vedtægter sendes til Diabetesforeningens hovedbestyrelse til orientering.

§ 17

I tilfælde af lokalforeningens opløsning reserveres eventuelle aktiver i indtil 1 år med henblik på, at undersøge muligheden for at oprette en ny lokalforening. Herefter tilfalder aktiverne Diabetesforeningen.

§ 18

Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser.

Vedtægterne træder i kraft straks efter vedtagelsen.

§ 19

Således vedtaget på generalforsamlingen i Kalundborg Lokalforening den 29. januar 2026.