Danish Diabetes Academy hædrer forskere
Forskerne Nicolai J. Wewer Albrechtsen og Signe Schmidt blev onsdag aften hyldet ved DDA Annual Day, hvor de hver især modtog en pris og 25.000 kroner for deres særlige indsats indenfor diabetesforskning.
Behandlingsmulighederne for mennesker med diabetes bliver hver dag bedre og bedre takket være dedikerede diabetesforskere. To af disse forskere blev i går hyldet til DDA Annual Day, hvor Danish Diabetes Academy (DDA) hvert år uddeler priserne DDA-Funded Scientist Award og Young Investigator Award.
Læs mere om DDA Annual Day 2021 | Danish Diabetes Academy
Managing director i DDA, Tore Christiansen, beskriver, at årets to prisvindere er nogle forskere, der begge er bevidste om, at viden forpligter. Den forpligtelse indbefatter, at man deler ud af sin viden, og ifølge Tore Christiansen er det noget, som begge prisvinderne er meget gavmilde med.
Han bærer forskningsarven videre
Vinderen af Danish Diabetes Academy’s Young Investigator Award 2021 er den 33-årige læge, ph.d., forsker og lektor Nicolai J. Wewer Albrechtsen, der arbejder på NNF Center for Protein Research, Faculty of Health and Medical Sciences & Klinisk Biokemisk Afdeling, Rigshospitalet, Københavns universitet. Hans arbejde med glukagon, herunder hans involvering i etableringen af glukagonresistens som et helt nyt biologisk koncept, som Nicolai Albrechtsen vurderer at være lige så hyppigt som insulinresistens, der findes hos ca. 30 procent af verdens befolkning.
– Nicolai Albrechtsen er enormt nysgerrig og idérig i forhold til sin forskning og er rent ud sagt vanvittigt dygtig. Han formår på fornem vis at bære arven videre fra nogle af de koryfæer, der har sat scenen i dansk diabetesforskning igennem de sidste 40 år, siger Tore Christiansen og fortsætter:
– Han undersøger nogle mekanismer, som man først nu er ved at forstå, hvad betyder, men som potentielt set kan få stor betydning for behandling af mennesker med diabetes i årene, der kommer.
Prisen giver blod på tanden
Prismodtageren Nicolai Albrechtsen er tydeligt taknemmelig for prisen:
– Det er meget overvældende at modtage DDAs Young Investigator Award, da jeg og andre i mit felt anser denne pris for en af de fornemmeste i Danmark indenfor forskning i diabetes og metabolisme. Det giver også mere blod på tanden for at forsætte vores forskning, da forskning de fleste dage er ligesom det danskvejr; gråt og ustadigt, siger han.
DDAs managing director, Tore Christiansen, beretter, at Nicolai Albrechtsen og vinderen af årets anden pris DDA-Funded Scientist Award Signe Schmidt har været svære at komme udenom, da de begge hver især har udmærket sig på et helt særligt niveau.
En betydningsfuld forsker med fokus på brugerne
41-årige læge og seniorforsker på Steno Diabetes Center Copenhagen Signe Schmidt modtog DDA-funded Scientist Award på grund af hendes dedikerede arbejde for at udvikle og udbrede ny teknik på diabetesområdet.
I skrivende stund arbejder hun på at få implementeret sine og sin forskningsgruppes resultater med at give glukagon i små mængder til mennesker med diabetes, der oplever lavt blodsukker. Netop disse resultater er en del af begrundelsen for at tildele hende DDA-funded Scientist Award.
– Når vi hvert år vælger, hvem der skal modtage de her to priser og pengene, der følger med, kigger vi særligt efter forskning, der bygger på interdisciplinært og tværsektorielt samarbejde. Signe Schmidt lægger vægt på, at hendes forskning skal kunne implementeres i klinisk praksis og komme brugerne til gavn. Hun har været fokuseret på at forbedre livskvaliteten for mennesker, der lever med diabetes, og det har hun netop formået gennem interdisciplinære og tværsektionelle samarbejder. Hun er og bliver en betydningsfuld forsker i klinisk diabetesforskning, slutter Tore Christiansen.
Et dejligt fagligt energiboost
Dagen efter prisuddelingen får Diabetesforeningen fat i en tydeligt glad Signe Schmidt:
– Det har jo en kæmpe værdi for mit forsknings-CV at modtage den her pris, da det øger mine chancer for også fremover at tiltrække forskningsmidler til mine projekter. Men prisen og anerkendelsen giver mig også et dejligt fagligt energiboost til at fortsætte det vigtige arbejde med at optimere behandlingen af diabetes, siger hun om, hvad prisen betyder for hende.
Det er absolut fortjent
De to prisvindere er allerede kendte ansigter i Diabetesforeningen. Signe Schmidt er en del af foreningens Diabetesråd og forskningsudvalg, og i 2013 modtog hun Diabetesforeningens forskningslegat til forskningsprojektet ‘Kliniske studier af den danske model af den kunstige bugspytkirtel’. Nicolai Albrechtsen modtog tidligere i år Diabetesforeningens forskningslegat på i alt 500.000 kroner.
– I Diabetesforeningen er vi selvfølgelig enormt glade for, at der findes dygtige forskere, der har lyst til at dedikere deres arbejde til at finde nye og bedre behandlinger til mennesker med diabetes. Signe Schmidt og Nicolai J. Wewer Albrechtsen lægger begge en enorm indsats i arbejdet for en bedre fremtid for mennesker med diabetes, og det er absolut fortjent, at de nu får en særlig anerkendelse af DDA for deres arbejde, siger forskningsleder i Diabetesforeningen, Tanja Thybo.