Testamentet giver Eva en indre ro

Jeg fik type 2-diabetes i 60 års fødselsdagsgave. Altså, sådan føltes det, siger Eva Bundgaard om tiden for godt fem år siden, da hun fik sin diabetes-diagnose.

Hun fortæller, at hun oplevede dét, som hun også har hørt ligesindede tale om: Nemlig at man bliver sendt hjem fra lægen med en håndfuld pjecer og besked om at komme igen om tre måneder.  

Eva Bundgaard, 65 år. Bor i Odder. Uddannet psykoterapeut. Arbejder som støtteperson for Aarhus kommune. Har haft type 2-diabetes i cirka 5 år. Har været medlem af Diabetesforeningen siden. 

- Jeg er meget glad for medlemsbladet. Det giver gode råd og viden om, hvordan andre har det. Jeg kan godt lide, at det formidler forståelse af, at vi er mange, og at vi skal stå sammen. Også selv om vi har forskellige diagnoser. 

- Jeg gik hjem og forsøgte at læse og forstå det hele. Men man har ikke overskuddet til at læse alt og selv være aktiv, når man lige har fået en diagnose. Heldigvis stødte jeg på Diabetesforeningen og meldte mig ind. Jeg har fået støtte fra dem, for eksempel via deres Rådgivning, hvor jeg har talt med sygeplejersken. Og så er jeg også meget glad for medlemsbladet. Det giver gode råd og viden om, hvordan andre har det. Jeg kan godt lide, at det formidler forståelse af, at vi er mange, og at vi skal stå sammen. Også selv om vi har forskellige diagnoser. 

Tal om det

Efter godt 5 års medlemskab har Eva Bundgaard valgt selv at give støtte. Det gør hun ved at testamentere 30 procent af sin arv til Diabetesforeningen. 

- For mig ligger det lige til højrebenet at testamentere til Diabetesforeningen, fordi jeg selv har diabetes, siger hun.  

- Jeg havde gået med tanken om at oprette testamente i baghovedet i et stykke tid. Men endte altid med at tænke: Det ordner jeg i morgen, eller når jeg får tid. Og så går tiden bare og det blev ikke lige det, jeg prioriterede. Men så blev det altså en annonce i lokalavisen i Odder om gratis rådgivning hos en advokat, der fik mig afsted.

”Ved at testamentere 30 procent af min arv, får jeg dækket bo- og tillægsudgifter for dem, der skal arve mig."

- I starten var det min tanke at dele beløbet, men jeg endte med alene at betænke Diabetesforeningen, efter jeg havde talt med advokaten. Han anbefalede mig ikke at sprede arven for meget. For ved at testamentere 30 procent af min arv, får jeg dækket bo- og tillægsudgifter for dem, der skal arve mig. Og Diabetesforeningen dækker salæret til udarbejdelsen af testamentet.

Eva Bundgaard anbefaler dem, der går i overvejelser om at lavet testamente, at tale med andre om det. Familie eller gode venner, og frem for alt den professionelle rådgivning er vigtig. 

- Advokaten rådgav om, hvad jeg skulle koncentrere mig om. Og så kom jeg videre og traf beslutning om at testamentere til Diabetesforeningen. Det er jeg glad for.

Den sidste vilje

Eva Bundgaard lever alene og har ikke børn. Hun har altid gået ud fra, at hendes arv automatisk ville gå til fætre og kusiner. Men da hun talte med advokaten, forstod hun, at når der ikke er ægtefælle elle børn, skal man træffe en aktiv beslutning selv om testamente. Ellers går arven til staten.

- Det er jeg meget glad for jeg opdagede, for jeg vil gerne selv bestemme, hvordan arven efter mig bliver fordelt. Jeg fik talt med familiemedlemmer om det og de har støttet mig i at ordne testamentet på en måde, der gør mig tilfreds og tryg ved, at der er styr på det. Det har været en vigtig proces. Og nu har dem, jeg har testamenteret til, også fået besked, fortæller Eva Bundgaard. 

Hun tilføjer, at det ér en stor overvejelse at gå rundt med. Også at dele med andre. Det er privat, kræver valg og sætter tanker i gang. 

- For det ér jo den sidste vilje og altså sidste hilsen fra mig. Men det er også naturens gang, og det faktum rykker en tand tættere på, mens man skriver testamentet, siger hun. 

- Men, det er ikke sådan, at jeg tænker over det 24-7. Det er mere en god bevidsthed at forholde sig til det.

”Det har givet mig en indre ro at skrive det ned, der skal ske."

At få ordnet testamentet har også gjort en forskel i hverdagen:
- Det har givet mig en indre ro at skrive det ned, der skal ske. Og at vide, at det ikke bliver andre, der skal kæmpe med det og tage beslutninger. Det har jeg det godt med. Samtalerne med pårørende har også været vigtige for mig, fordi jeg gerne vil, at de også er forberedte. Så de kan være rolige.

Eva Bundgaard ønsker især, at midlerne går til mere forskning i områderne omkring børn og unge. 

Men også til indsatser, der oplyser den danske befolkning om, hvor alvorlig en sygdom diabetes egentlig er. 

Oprindelig fortalt til: Lisbeth Maindal og bragt medlemsbladet i september 2025

Foto: Michael Drost Hansen