Flemming har testamenteret til Diabetesforeningen

Flemming Høgh Rasmussen, 63 år, bor i Grenaa og har tilbragt det meste af sit arbejdsliv som eksportchauffør – bag rattet på en lastbil, kryds og tværs gennem Europa. I 2004 fik han konstateret type 2-diabetes, og han meldte sig ind i Diabetesforeningen som noget af det første. Da Flemming for alvor tog stilling til, hvad der skulle ske med hans arv, var valget naturligt. Det giver mening at betænke dem, man gerne vil støtte. Hvem skulle ellers arve mig – staten? siger Flemming Høgh Rasmussen.

Flemming meldte sig ind i Diabetesforeningen kort efter, han fik sin diagnose. Han har siden brugt foreningen til at få svar på spørgsmål om medicin og blodsukker.

– Noget af det første jeg gjorde, da jeg fik diagnosen, var at melde mig ind. Vi har et foreningsdanmark, og det er noget, jeg aldrig slipper af med. De er flinke til at svare, siger Flemming.

For ham var det naturligt at betænke Diabetesforeningen, da han skulle beslutte, hvem der skulle modtage hans arv.

– Jeg har selv diabetes – desværre er det en sygdom i stigning, og der er ingen logisk forklaring på det. Så det giver mening at støtte dem, jeg gerne vil støtte, siger han.

Det skal gøres rigtigt

Flemming har sin storebror som sin eneste nære familie. Det var broren, der gav det afgørende skub, da Flemming i lang tid havde udskudt at få lavet et testamente.

– Jeg havde meget med at udskyde det. Min bror pressede mig lidt – og han havde ret. Vi vidste ikke helt, hvordan vi kom til at tale om det, men det var rart nok. Det gav lidt ro, siger Flemming.

Han besøgte to gange Ret & Råd, som man uforpligtende kan henvende sig til, inden han tog til notar for at få det gjort helt korrekt.

– Ret & Råd er uforpligtende – det var vigtigt for mig. Jeg vil være sikker på, at det, jeg skriver ned, er rigtigt. Da jeg sad der og så, at flere blev chokerede over fremtidsfuldmagten, tænkte jeg: nu er jeg nødt til at få det gjort. Det havde en stor betydning for mig at få det lavet – og at det sker, når jeg ikke er her mere. Det gjorde jeg i 2025, siger han.

Hvem skulle ellers arve mig, staten?

Flemming har ingen børn. Uden et testamente risikerede han, at hans arv endte hos staten frem for de organisationer, han ønsker at støtte.

– Hvis jeg skulle overleve min bror og faldt om uden et testamente, var der kun én vinder, og det var staten. Det giver ingen mening, siger han.

Ud over Diabetesforeningen har Flemming valgt at betænke andre organisationer, der ligger ham på sinde.

For ham er budskabet til andre i samme situation enkelt:

– Se nu at få det gjort. Det giver en ro, man ikke vidste, man manglede.

Fortalt til: Lisbeth Maindal, Marts 2026
Foto: Michael Drost Hansen