MIT DIABETESBLIV MEDLEM

Low Carb, High Fat

Henrik Verup, 53 år, fik konstateret type 2-diabetes i 2009. Han er selvstændig IT-konsulent og bor i Gentofte. Ved at spise Low carb, high fat (LCHF: få kulhydrater, meget fedt) har Henrik undgået medicin.

Derfor begyndte jeg at spise LCHF

“I de første mange år efter jeg fik konstateret diabetes, lykkedes det mig at holde mig stort set fri for medicin gennem sund mad, motion og vægttab. Men i januar sidste år var mit langtidsblodsukker krøbet lidt over grænsen for en velreguleret diabetes. Vægten var også på vej i den forkerte retning. Min kone og jeg havde i noget tid læst lidt om low carb, high fat. Så jeg sagde til lægen, at det ville jeg gerne prøve.

"Den største udfordring ved at spise 'low carb, high fat' er at få det til at passe ind i et familieliv, for det tager lidt ekstra tid altid at lave to slags tilbehør. Derfor kan jeg godt finde på at spise almindeligt rugbrød og en pizza i weekenden." Foto: Martin Bubandt
Min frokost i dag: Hakkebøf stegt i smør og spidskål stegt i olivenolie, tamara (glutenfri sojasauce) og chilimayonnaise.

Lægen var en smule skeptisk, men bakkede op om forsøget. Det har hele tiden været meget tiltalende for mig ved low carb, high fat, at fedt er ok. Det er ikke et problem at stege i smør eller spise fløde, så det er nemt at lave lækker mad, der mætter. Men omvendt fylder jeg ikke tallerkenen kun med bacon og røde bøffer, for så tror jeg hurtigt, at jeg ville tage på eller få forhøjet kolesteroltal. Men h'et i high fat står ikke bare for high fat, men også for healthy fat (sundt fedt, red.)”.

Sådan virker det på min krop

“At spise færre kulhydrater har hjulpet mig med at holde blodsukkeret under grænseværdierne uden medicin og med at holde
vægten nede. Allerede i løbet af den første måned faldt mit langtidsblodsukker fra 49 til 39 mmol/mol. Min læge var målløs. Mit langtidsblodsukker ligger stadig på 39. Jeg har også tabt mig seks kilo, og mit kolesteroltal er ikke blevet højere. Som en sidegevinst sover jeg bedre og har opnået større velvære. Jeg føler mig mere afslappet, har mere energi og er mæt og tilfreds hver dag uden at føle, at jeg er på kur”.

Det spiser jeg på en typisk dag:

Morgenmad: Et par spiseskefulde græsk yoghurt med en smule peanutbutter eller røræg med lidt fløde og ost.
Frokost: Kød og grove grøntsager med få kulhydrater såsom broccoli, blomkål og kål. Grøntsagerne topper jeg med en klat mayo med chili, som forvandler måltidet fra “sundt og lidt kedeligt” til super lækkert og mættende. For tiden er det kantinens buffet hos en fast kunde, jeg går på rov i. Aftensmad: En favorit er chili con carne i en version uden bønner og med hakket blomkål eller fintsnittet spidskål som tilbehør i stedet for ris. En anden populær ret er pasta carbonara, hvor jeg kører squash igennem en spiralizer – et køkkenredskab, der giver grøntsagerne samme form som spaghetti – og blander med fløde og æg. Til børnene laver jeg ofte almindelige ris, pasta eller kartofler som tilbehør, så vi næsten deler det samme måltid. 

Den største udfordring ved at spise low carb, high fat…

…er at få det til at passe ind i et familieliv, for det tager lidt ekstra tid altid at lave to slags tilbehør. Derfor kan jeg godt finde på at spise almindeligt rugbrød og en pizza i weekenden.

Læs mere om Low carb, high fat/færre kulhydrater

Tekst: Stine Mørkeberg, artiklen er bragt i medlemsbladet Diabetes, februar 2019 

Støt os

Hjælp os i vores arbejde med at forebygge diabetes, leve godt med diabetes og helbrede/forske i diabetes