MIT DIABETESBLIV MEDLEM

God mad - god jul

Hvad er jul for dig?

Juletiden er fuld af traditioner. Måske er det først rigtig jul for dig, når du har smagt din fasters cognacbønner eller dine egne hjemmebagte vaniljekranse? Julehyggen er ofte forbundet med en masse lækkerier - de fede, de søde og de salte.

Der skal være plads til julens lækkerier - du skal blot være opmærksom på mængden. Vi anbefaler devisen "lidt men godt" som rettesnor både før jul og i selve juledagene.

Værd at vide om julemaden

Vælger du at lave en traditionel julemenu, kan du bruge følgende gode råd til madlavningen.

Stegen

Julestegen kan være and, gås, flæskesteg eller kalkun. Du kan evt. farsere kalkunen med en mager fars lavet af hakket kød med højst 10 g fedt pr. 100 g. Du kan fylde anden eller gåsen med æbler eller servere et halvt kogt æble med en sveske i.

Skær synligt fedt fra, når stegen er færdigstegt. Har du f.eks. gjort det på flæskestegen, kan du med god samvittighed spise den sprøde svær. På fjerkræ sidder fedtet i skindet, så det kan du med fordel fjerne. Brystskindet er tyndt og indeholder derfor kun lidt fedt.

Sovsen

Skum skyen fra stegen fri for fedt og brug den til at lave sovs af. Du gør det lettest ved at tilsætte lidt kulør, så du kan se, hvad der er sky, og hvad der er fedt. Brug hvedemel, majsstivelse eller sovsejævner til at jævne sovsen med. Brug gerne mælk som væske i jævningen, da det "afrunder" smagen på sovsen. Smag til med salt og peber.

Hvis du mangler sky, kan du bruge bouillon f.eks. andebouillon til at give sovsen smag.

Tilbehør

Server hvide kartofler og evt. brunede kartofler, kogt rødkål og evt. sursyltede grøntsager som asier eller drueagurker til middagen. Vælger du at spise brunede kartofler med sukker, og samtidig spiser en større portion rødkål, kan det være en fordel at købe eller lave rødkålen uden sukker.

Desserten

Risalamande med kirsebærsovs er den traditionelle dessert til julemiddagen. Du kan reducere fedtindholdet i risalamanden ved helt eller delvist at bruge Cremefine til piskning i stedet for piskefløde.

Kirsebærsovsen kan du lave uden tilsat sukker og søde den med sødemiddel. Du kan også købe færdiglavet kirsebærsovs uden tilsat sukker.

Drikkevarer

Til julemiddagen kan du drikke rød- eller hvidvin. Drik også gerne vand til. Til desserten kan du drikke et glas dessertvin f.eks. sherry, portvin, sauternes eller madeira.

Du kan frit drikke søde drikke som sodavand, læskedrik, saft mv. uden tilsat sukker og med højst 1 g kulhydrat pr. dl - dvs. alle typer light sodavand og danskvand.

Find opskrifter til julemaden

I Diabetesforeningens kogebog "Julemad, kager og konfekt" kan du finde opskrifter på brunede kartofler, rødkål, og risalamande. Opskrifterne er er uden eller med lavt indhold af sukker.

Køb kogebogen "Julemad, kager og konfekt"

Støt os

Hjælp os i vores arbejde med at forebygge diabetes, leve godt med diabetes og helbrede/forske i diabetes