Kroppen har brug for en række næringsstoffer for at fungere optimalt. Det får den, når maden, vi spiser, fordøjes i mavesækken og tarmene.
Sådan giver næringsstofferne energi
Maden består af tre energigivende næringsstoffer: kulhydrat, protein og fedt. Derudover kan kroppen få energi fra alkohol.
De energigivende næringsstoffer indgår i opbygningen af f.eks. muskler og væv eller omsættes til energi, som bruges til at producere varme, til at få musklerne til at arbejde og til at reparere eller forny kroppens celler. Overskydende energi lagres som fedtvæv i kroppen. Kroppen henter energi fra disse depoter, hvis ikke vi tilfører den nok energi fra mad og drikke.
Kulhydrater
Når du har diabetes, er det vigtigt at vide noget om kulhydrater, da det er dette næringsstof, der får dit blodsukker til at stige. Det er vigtigt, at du kender virkningen af de forskellige kulhydrater, og i hvilke mad- og drikkevarer, de findes.
Mængde og type af kulhydrat har betydning for hvor meget og hvor hurtigt dit blodsukker stiger efter et måltid.
Læs mere om kulhydrater i kroppen
Når du tager insulin for din diabetes, kan kulhydrattælling være et godt redskab til at hjælpe med blodsukkerreguleringen.
Læs mere om kulhydrattælling
Proteiner
Proteiner er kroppens byggesten. De påvirker ikke blodsukkeret væsentligt, men bidrager med lige så meget energi som kulhydrat.
Læs mere om proteiner
Fedt
Fedt er det mest energirige næringsstof. Din krop har brug for fedt, men noget fedt er bedre end andet, hvis du gerne vil forebygge bl.a. hjerte-kar-sygdomme og overvægt.
Læs mere om fedt
Vitaminer og mineraler
De fleste mennesker med diabetes får dækket behovet for vitaminer og mineraler igennem kosten. Dog kan det være fornuftigt at tage D-vitamin, hvis du er over 70 år gammel. Og nogle mennesker, der får Metformin, kan få mangel på B12-vitamin.
Læs mere om vitaminer og mineraler